3.400 tillidsvalgte siger stop til besparelser

Tillidsvalgte fra en lang række fagforbund onsdag mødtes til topmøde for velfærden, og nye manifestationer på vej

deltagere

Salen i Odense Congress Center var fyldt godt op, da over 3.400 tillidsvalgte fra både private og offentlige arbejdspladser i går sammen sagde nej til besparelser og skattelettelser og ja til investeringer i velfærden. Det skete på et stormøde i forbindelse med initiativet Danmark for Velfærd.

En lang række fagforbund – og herunder Dansk El-Forbund (DEF) – bakker op om initiativet, og det samme gør LO’s sektioner i landets store byer. Fra salen – hvor også DEF var repræsenteret med flere deltagere – fortalte de tillidsvalgte historier om konsekvenser af besparelserne på velfærden på deres arbejdspladser.

Manifestation om en måned

De tillidsvalgte på topmødet besluttede, at aktiviteterne under overskriften ’Stop besparelser – sig ja til velfærden’ skal fortsætte efter mødet. Det skal blandt andet ske med lokale manifestationer i hele landet den 7. november.

– Det tegner fantastisk forud for den 7. november. Jeg er ikke i tvivl om, at fagbevægelsens stemme vil blive hørt, så det kan forstås, siger en tilfreds Per Olsen, formand for LO-Hovedstaden.

Per Olsen, der er tidligere formand for DEF i København, var en af talerne på mødet Odense.

Vil sætte velfærden på dagsordenen

På mødet opstod der også adskillige ideer til lokale aktiviteter, der skal sætte velfærden på dagsordenen. Agnes Nielsen er lærer i Vejen Kommune. Sammen med tillidsvalgte fra en lang række andre faggrupper vil hun deltage i vælgermøder i Vejen frem mod kommunalvalget.

– Vi vil få folk til at debattere forringelser af velfærden. Vejen kommune er en af de kommuner, der har effektiviseret mest. Alle de lavthængende frugter er plukket, og hvis man vil effektivisere mere, kommer det til at gå ud over velfærden. Det vil vi få politikerne til at indse, siger Agnes Nielsen.

Overskrifter og underskrifter

Overskrifterne for kampagnen er blandt andet: Vi er for investeringer i det fælles Danmark. Imod nye milliardstore skattelettelser, mens der spares på velfærden.

For at understrege budskabet har initiativet iværksat en underskriftindsamling. I øjeblikket (den 5. oktober) er der indsamlet 62.806 af slagsen. Man kan skrive under her, og man kan følge initiativet på facebook her.

Olsen Odense

Tidligere formand for DEF København og nuværende formand for LO København Per Olsen var en af talerne i Odense

Odense diagram

Velfærdsudviklingen står til en sur smiley

Odense topmøde

Deltagerne besluttede at forsætte med at sætte velfærden på dagsordenen