Svenske elektrikere går film-vejen

Det svenske elforbund står bag kunstnerisk film om isolation og udefrysning af mennesker

isolation

Når mennesker isoleres fra fællesskaberne, hedder det ofte, at de ’fryses ude’. I en serie korte film, som Dansk El-Forbunds svenske søsterforbund står bag, er situationen lidt anderledes: De fryses inde i bobler.

Med titlen ”Frosne bobler – Medmenneskelig varme” skildrer filmkunstneren Martin Lima de Faria, hvordan udefrosne mennesker isoleres på arbejdspladser og i samfundet. Det er Svenska Elektrikerförbundet, som har bestilt filmene, og i en kommentar siger formanden Jonas Wallin blandt andet, at kultur kan inspirere til handling, og at det ofte kun kræver en enkelt persons handling at bryde den isolation, som et menneske kan opleve på sin arbejdsplads eller i samfundet:

– Det er i handling, at den faglige styrke starter. Derfor tog vi chancen, da vi i dette projekt med Martin Lima de Faria fik muligheden for gennem kunst at vise, hvor vi står – sammen.

Filmene er korte sekvenser, der viser miniaturefigurer optaget i et fryserum. Figurerne er 3D-scanninger af rigtige personer, og de er placeret i sæbebobler, der først fryser og siden smelter og brister. En af scenerne viser elektrikeren Pia, der på en machodomineret arbejdsplads ofte havner udenfor (se billedet herover).