Tjek, om du sparer nok op

Med et nyt værktøj på industrienspension.dk kan du på fem minutter tjekke, om du har nok at leve for, når du går på pension

Hvad koster det at leve som pensionist, og hvor meget kan du forvente at få udbetalt – og hvordan med modregning og pensionsalder? Pensionspuslespillet er svært at lægge, men nu er der hjælp at hente med det nye online pensionstjek for medlemmerne af Industriens Pension, hvor mange elektrikere via overenskomsten har deres pensionsordning.

Pensionstjekket viser med en rød, gul eller grøn farve, om du får nok at leve for som pensionist. Illustration: Colourbox 

Pensionstjekket giver dig et samlet overblik over, hvor meget du kan forvente at få udbetalt som pensionist. Det viser dine samlede udbetalinger fra bl.a. Industriens Pension, andre pensionsselskaber og det offentlige. 

- Mange medlemmer vil gerne vide, om de sparer nok op til pension. Det spørgsmål kan vi nu hurtigt svare på med vores nye pensionstjek. Vi har gjort det så enkelt som muligt at tage pensionstjekket, men alle er selvfølgelig også velkomne til at ringe til os. Så kan vi tage pensionstjekket sammen, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Rød, gul eller grøn

Pensionstjekket viser med en rød, gul eller grøn farve, om du får nok at leve for som pensionist. Er din opsparing i rød eller gul, får du en anbefaling til, hvad du kan gøre for at få mere pension. Det kan for eksempel være et råd om at indbetale mere eller vente med at gå på pension.

Prøv det nye pensionstjek på industrienspension.dk/pensionstjek

Bag om pensionstjekket:

Du skal selv svare på nogle få spørgsmål.

Resten af oplysningerne hentes fra PensionsInfo.

Pensionstjekket viser, hvor stor en del af din løn, du kan forvente at få udbetalt som pensionist.

Pensionstjekket viser udbetalinger efter skat og modregning i offentlige ydelser – og om du får nok at leve for som pensionist.

Du får besked om, hvad du kan gøre for at få mere udbetalt i pension.