Arbejdsløsheden faldt også i december

Årets sidste måned fortsatte den positive tendens fra de forudgående måneder

a-statistik dec 20

Arbejdsløsheden blandt medlemmerne af Dansk El-Forbunds a-kasse (EAK) fortsatte med at falde til det sidste i 2020: I årets sidste måned var procenten 1,81 – den laveste siden toppunktet under coronakrisen i maj.

På det tidspunkt var tallet 4,33. Siden er beskæftigelsessituationen gradvist vendt tilbage til det normale. De 1,81 procent er tæt på tallet fra februar 2020, hvor coronaeffekten endnu ikke var sat ind. Her var procenten 1,62.

I syv afdelinger var arbejdsløshedsprocenten i december under to. Højest var tallet i afdeling Bornholm med 8,76 procent. Det er – heldigvis – lidt lavere end i november, hvor det med 9,88 næsten var tocifret. Lavest i december – som i november – lå afdeling Nordsjælland: Denne gang med 1,39 mod 1,29 i november.

December-opgørelsen er også den sidste i det hele taget for EAK. Siden nytår har a- kassen været en del af Din Faglige A-kasse – en sammenlægning af flere a-kasser. Det er også af denne årsag, at offentliggørelsen af arbejdsløshedstallene denne gang sker lidt senere: Der har været stor travlhed i forbindelse med de mange praktiske gøremål, en sådan sammenlægning medfører.