Arbejdsmiljøuge skal reducere antallet af ulykker

Fokus på risikovurdering skal nedbringe antallet af arbejdsulykker hos Bravida

En af elektrikernes store arbejdspladser sætter i denne uge fokus på risikovurdering med det formål at nedbringe antallet af arbejdsulykker. Arbejdspladsen er Bravida, som i en pressemeddelelse fortæller, at det nu er anden gang, der gennemføres en årlig arbejdsmiljøuge.

bravida-omtale af AM-uge

Selskabet erkender at være en del af Arbejdstilsynets (AT) statistik over arbejdsulykker, men har som mål at reducere antallet kraftigt. Ifølge direktør i Bravida Danmark, Johnny Hey, er det ofte travlhed, der ligger bag ulykkerne, men det er ikke i orden. Der ”skal være tid til at lave en ordentlig risikovurdering af arbejdet, inden man går i gang – uanset hvor lille eller rutinepræget opgaven er”:

– Jeg tror, at man i hele vores branche kan blive meget bedre til at risikovurdere. Det er ikke kun den enkelte montørs ansvar. Alle vores ledere har et stort ansvar for at sikre, at montører og serviceteknikere får den nødvendige opbakning, så de kan følge de rutiner og retningslinjer vi har, siger han.

Godt initiativ

Forbundssekretær Lene Christiansen, der i Dansk El-Forbund har arbejdsmiljø som sit arbejdsområde, er enig i, at branchen kan blive bedre til risikovurderinger:

– Jeg synes, det lyder som et godt initiativ, Bravida har taget. Al fokus på ulykkesforebyggelse er god fokus, siger hun.

– Nu kender jeg ikke den præcise baggrund i Bravida, men jeg håber og går ud fra, at arbejdsmiljøorganisationen har været inddraget i tilrettelæggelsen. Jeg ved heller ikke, hvor mange andre virksomheder der gennemfører lignende kampagner, men helt generelt er det da et eksempel til efterfølgelse, siger hun.

Certifikat

Bravida er et af de navne, der ofte optræder på AT’s liste over virksomheder med en såkaldt kronesmiley – altså arbejdsmiljøcertificerede virksomheder – på området elinstallation: I alt 14 afdelinger er opført. Sammen med Lindpro og Caverion tegner Bravida sig for over halvdelen af samtlige 76 certificerede virksomheder i branchen.

AT har netop meddelt, at 500 sådanne virksomheder nu skal tjekkes: En ting er at have papir på, at man arbejder seriøst med arbejdsmiljøet – noget andet er, om man så også gør det.

AT kroneopgørelse