DEF ønsker en ny regering velkommen

Forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen glæder sig over, at der med regeringsaftalen bliver sat en ny politisk retning for Danmark

- I Dansk El-Forbund har vi ikke lagt skjul på vores ønske om en ny regering og en ny politik. Med den nye regeringsaftale er der sat en ny retning for Danmark - ikke mindst når det gælder energi- og klimaindsatsen, et stop for nedskæringerne på uddannelsesområdet, en styrket indsats mod social dumping og forbedringer af arbejdsmiljøet. Det er rigtig positivt.

Forbundsformand i Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen ønsker en ny regering velkommen. Foto: Claus Boesen. 

Sådan lyder kommentaren fra forbundsformand i Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen, efter at det i nat lykkedes Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten at blive enige om en aftale, som gør Mette Frederiksen til statsminister for en S-regering. Der sker efter 20 dages langstrakte forhandlinger.  

Op til og under valgkampen har Dansk El-Forbund særligt fokuseret på fire områder: Et mere retfærdigt pensionssystem, bekæmpelse af social dumping, flere investeringer i energieffektivisering og intelligente el-løsninger og investeringer i uddannelse og arbejdsmiljø.

Jørgen Juul Rasmussen glæder sig blandt andet over, at det i det 18 sider lange dokument, som partierne er blevet enige om at kalde ’en politisk forståelse’, fremgår, at man vil fremme integrationen og lade flygtninge blive i landet, hvis de har været i arbejde i mindst to år og kan fortsætte i det samme job.

- På den måde fortsætter vi de positive skridt, der blev taget med trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration, som i øvrigt har været en stor succes, siger Jørgen Juul Rasmussen. Og fortsætter:

- Nu ser vi frem til, at der findes gode løsninger, så vi kan få et mere retfærdigt pensionssystem for vores nedslidte kolleger og et grønt Produktionsdanmark gennem investeringer i energieffektiviseringer og intelligente el-løsninger. I Dansk El-Forbund bidrager vi gerne til at finde løsningerne.