DEF og Tekniq Arbejdsgiverne: Ryk kommunerne forrest i den energieffektive frontlinje

Dansk El-Forbund og Tekniq Arbejdsgiverne opfordrer regeringen til at give kommuner bedre muligheder for at investere i energieffektivitet

Dansk El-Forbund (DEF) og Tekniq Arbejdsgiverne opfordrer nu regeringen til at give kommunerne bedre muligheder for at investere i energieffektivitet. Det sker i et fælles debatindlæg på portalen Altinget Klima & Energi og Altinget Kommunal, hvor de to parter referer til en meningsmåling foretaget for DEF. Den viser, at 63 procent af danskerne mener, at kommunerne bør gøre mere for energieffektivitet i offentlige bygninger.

- Den grønne omstilling handler om praktiske løsninger. Og det er netop det, vi kan bidrage med fra det el-tekniske område. Derfor kommer vi nu med den fælles opfordring, siger DEF-formand Jørgen Juul Rasmussen.

I indlægget skriver han sammen med Tekniq Arbejdsgivernes administrerende direktør Troels Blicher Danielsen, at især kommunerne har potentiale til at fungere som spydspidser for den grønne omstilling, hvis man fra politisk hold er klar til at bakke op om lokale og regionale energieffektiviseringsprojekter.

Begge understreger de, at den folkelige opbakning er på plads, når 63 procent af danskerne mener, at kommunerne kan gøre mere for energieffektivitet i offentlige bygninger.

Jørgen Juul Rasmussen og Troels Blicher Danielsen skriver blandt andet om den grønne omstilling:

'Et godt sted at starte kunne være permanent at undtage energieffektive løsninger og renoveringer fra kommunernes anlægslofter. Og når det gælder energieffektivisering af det private erhvervsliv, kunne man starte med at forenkle tilskudspuljerne på området, så ordningerne er lette at administrere for virksomhederne, og det er let at komme i gang med at spare på energien'.

De understreger, at der er meget at nå på denne på måde: For eksempel påviste Klimapartnerskabet for Byggeri & Anlæg, at intelligent styring af energiforbrug kan spare 510.000 tons CO2. Det handler blandt andet om løbende optimering af energiforbruget efter data om energiforbrug, vejrforhold og bygningens anvendelse i løbet af ugen til tidspunkter hvor energien er grønnest og billigst. Alt sammen uden at gå på kompromis med komfort og produktivitet. Dertil kommer renovering af tekniske installationer med for eksempel bedre ventilation og mere effektive belysningssystemer. Det kan give en samtidig besparelse på 70.000 tons CO2.