DEF på verdenskongres

- Vi har brug for international solidaritet mere end nogensinde, lød det på talerstolen i Durban, Sydafrika, fra DEF-formand Jørgen Juul Rasmussen, der deltog på verdenskongres i regi af BWI, der repræsenterer fagforeninger i 132 lande

Dansk El-Forbund slog et slag for international solidaritet, da repræsentanter fra forbund og afdelinger med forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen i spidsen i dagene 26. nov. - 1. dec. deltog i den 4. verdenskongres i regi af BWI (Building and Wood Worker's International), som blev stiftet i december 2005.

BWI er en international sammenslutning af fagforeninger i 132 lande, heriblandt Dansk El-Forbund. På billedet ses DEF-formand Jørgen Juul Rasmussen (i midten) og afdelingsformand i DEF' Nordsjælland Henrik Siir Hansen (til højre). Foto: Jens-Olav Pedersen

BWI er en international sammenslutning af fagforeninger for bygnings- og skovarbejdere, som repræsenterer 340 fagforeninger i 132 lande. Sloganet for verdenskongressen, der blev afholdt i Durban, Sydafrika, var ’Amandla, Power to the People’. Amandla betyder ’power’ på sproget Zulu, som tales af ca. ni millioner mennesker, især i Sydafrika.

Forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen på talerstolen i Durban, Sydafrika. Foto: Jens-Olav Pedersen

International solidaritet

På BWI-kongressen skulle fagforeningerne fra de mange lande og brancher beslutte mål, prioriteter og tiltag for kongresperioden 2018-2021, ligesom organisationens ledelse skulle vælges.

I Sydafrika udtrykte DEF-formand Jørgen Juul Rasmussen på talerstolen tilfredshed med det internationale samarbejde, der kæmper for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, retten til at stå i fagforening og retten for uafhængige fagforeninger til at indgå kollektive overenskomster i en globaliseret verden, hvor arbejdernes rettigheder og muligheder bliver udnyttet af lyssky og skatteunddragende forretningsforetagender.

- International solidaritet er vigtigere end nogensinde, lød det fra forbundsformanden, som opfordrede til et endnu stærkere samarbejde mellem fagforeninger til gavn for arbejdstageres vilkår og rettigheder.

DEF-formand Jørgen Juul Rasmussen (til venstre) deltog også i en solidaritets-march sammen med kolleger fra Global Power Trade Unions. Foto: Global Power Trade Unions facebookside

Global Power Trade Union

Jørgen Juul Rasmussen fortalte også om det internationale samarbejde mellem elektriker-fagforeninger ’Global Power Trade Unions’, som i efteråret afholdt konference på Island, ligesom han kom ind på rapporten Installation 4.0 og nye teknologiers betydning for elektrikernes hverdag.

- De nye teknologier vil også få betydning for byggebranchen, men fremfor at kæmpe imod de nye teknologier bør vi omfavne dem og bruge de nye muligheder til gavn for jobskabelse, bedre arbejdsvilkår og bedre arbejdsmiljø.  

Du kan læse meget mere om BWI og verdenskongressen på BWI’s hjemmeside.

Du kan læse mere om Global Power Trade Unions HER eller på facebook HER  

BWI-kongressen i Sydafrika blev afholt under sloganet 'Amandla', som betyder 'Power' på sproget Zulu.