DEF: Sænkelse af beløbsgrænse er en ommer

Dansk El-Forbund kritiserer i stærke vendinger, at et politisk flertal på Christiansborg har besluttet at sænke beløbsgrænsen, så borgere fra lande udenfor EU kan tilbydes en markant lavere minimumsløn for at arbejde i Danmark

Onsdag d. 29. juni vedtog Folketinget at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft fra lande udenfor EU. Til det siger forbundsformand i Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen:

- Sommeren kunne godt have fået en bedre start. Det er simpelthen en ommer. Netop nu oplever vi mangel på arbejdskraft, men det kan meget vel være vendt til øget arbejdsløshed i løbet af få måneder. I Dansk El-Forbund anerkender vi dog, at den grønne omstilling fortsat kan kræve flere hænder og hoveder, end vi kan byde på i Danmark. Men det er jo mere arbejdskraft, og ikke billigere arbejdskraft, der så er brug for. Det burde være indlysende for alle, at den grønne omstilling naturligvis skal bygges på kvalitet og ikke på dårligere løn- og arbejdsvilkår.

- Tidligere i år indgik vi en aftale med TEKNIQ Arbejdsgiverne om at sikre flere ansatte til installationsområdet. Hele 9 punkter, der også kan skaffe flere danskere nye job i branchen. De er langt fra gennemført endnu. Folketinget skulle hellere have set den vej, end vedtage den vanvittige nedsættelse af beløbsgrænsen.

- Et flertal i Folketinget har nedsat den såkaldte beløbsgrænse fra 448.000 til 375.000 kroner. Med et tryk på knappen i Folketingssalen nedsatte man lønnen med 73.000 kroner, fra 448.000 til 375.000 kroner, for lønmodtagere, der kommer fra lande udenfor EU.

Jørgen Juul Rasmussen uddyber sine synspunkter i en leder i næste udgave af fagbladet Elektrikeren.