Digital fejring af 1. maj
Du kan se DEF-formandens 1. maj-tale på facebook, hvor du også kan deltage i FH-familiens fejring af arbejdernes internationale kampdag med taler, musik og feststemning
Selvom elektrikere og andre lønmodtagere på grund af coronakrisen ikke kan mødes i de lokale afdelinger eller i parker og på festpladser for at fejre 1. maj med fadøl og pølser, så vil der alligevel være fejringer af arbejdernes internationale kampdag. Og man bliver ikke snydt for forbundsformand Jørgen Juul Rasmussens 1. maj-tale. Den kan du se via forbundets facebookside, umiddelbart efter at FH-familien har fejret kampdagen på bedste maner.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) inviterer alle danskere med til en stor digital fejring af dagen. Live vil man bl.a. kunne høre ord fra FH-formand Lizette Risgaard m.fl. og musik fra bl.a. Pernille Rosendahl, Peter Sommer, Allan Olsen, Magtens Korridorer og Katinka. Der vil også være digitale hilsener fra lønmodtagere i hele landet – også fra elektrikere.
Blandt andet vil DEF-medlem og fællestillidsrepræsentant hos Lindpro i Aarhus Michael Nysted Henriksen sende en videohilsen. Den nye populære danske disciplin med online fællessang vil også blive praktiseret efter bedste evne.
’1. MAJ LIVE. Stærkere sammen – hver for sig’ finder sted kl. 10-11.15 som en live-begivenhed på facebook. Du kan tilmelde dig FH’s 1. maj-fejring på Facebook HER.
Det endelige program for dagen bliver lagt ud på FH’s facebookside og på FH’s hjemmeside fho.dk.
Du kan se DEF-formand Jørgen Juul Rasmussens 1. maj-tale på forbundets facebookside umiddelbart efter FH's live-arrangement. Du kan også se talen, selvom du ikke selv er på facebook.
Vidste du, at:
Det første 1. maj-møde i Danmark blev afholdt i en række provinsbyer og i Fælledparken i København i 1890. Beslutningen om at gøre 1. maj til arbejdernes internationale kampdag blev truffet i Paris i sommeren 1889 – hundredåret for den store franske revolution.
Kun det allertungeste skyts har aflyst en 1. maj-fejring: Én eneste gang i sin 130-årige historie er dagen blevet helt aflyst. Nemlig foråret 1940, da Danmark lige var blevet besat af Tyskland. Kun radioen markerede dagen med tale af LO’s formand – men man undlod at spille ’Internationale’.
I de øvrige krigsår genoptog man 1. maj-møderne, men som mindre arrangementer, heraf en del indendørs. Først i 1946 blev de store traditionelle 1. maj-arrangementer genoptaget.