El i 500 boliger skal tjekkes

Nu skal også boligejere med elinstallationsrapport have efterset installationerne

tilsyn boliger SIK

Nu skal også almindelige boligejere have tjekket de elektriske installationer: Sikkerhedsstyrelsen gennemfører i løbet af 2018 tilsyn i 500 boliger, hvor der er lavet elinstallationsrapport.

Styrelsen fortæller på sin hjemmeside, at tilsynet er gratis for boligejerne og en del af styrelsens almindelige tilsyn. Elinstallationsrapporterne bliver lavet i forbindelse med salg af boliger og tegning af ejerskifteforsikringer, og i gennemgangen vil Sikkerhedsstyrelsen tage 500 rapporter ud og gennemgå de faste elinstallationer for at se, om de er retvisende.

De rapporter, som skal gennemgås, udvælges tilfældigt. Der er tale om en kontrol af, om elinstallatørvirksomhederne, der laver dem, er grundige nok.

Og fordi tilsynet er en kontrol af elinstallatørvirksomhederne, vil boligejeren ikke høre nærmere om udfaldet af tilsynet, da det er en sag mellem installatøren og styrelsen. Ejere kan dog søge aktindsigt, hvis de vil kende udfaldet, fremgår det.

For nylig fortalte Sikkerhedsstyrelsen, at 100 fysioterapeut-, psykolog-, tandlæge- og fodterapeutklinikker og lægepraksis skal have tjekket, at elinstallationerne lever op til reglerne. Her gennemfører styrelsen tilsynet i første kvartal af 2018, mens tilsynet med de 500 boliger vil blive gennemført i løbet af året.

Sikkerhedsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har ansvaret for teknisk sikkerhed i Danmark. Styrelsens arbejdsområder er el, vvs og forbrugerprodukter. I øvrigt er der med regeringens seneste udflytningsplaner lagt op til en ganske markant udvidelse af styrelsens opgaver. Det kan man læse mere om her