Elbiler skal indgå i elnettet

DTU samarbejder med bilgiganter om udvikling af fremtidens software til elbiler, og Bornholm simulerer storskala-omstilling

DTU elbil

Over hele verden forberedes en omstilling fra diesel- og benzinbiler til elbiler. Danmark hænger slemt i bremsen, hvad salg og udbredelse af elbiler angår, men det forhindrer ikke DTU i at være med helt fremme, når det gælder forskning og udvikling på området.

Lige nu samarbejder universitetet med bilgiganter som Peugeot, Citroën, Opel, Mitsubishi, Nissan og Renault om at udvikle fremtidens software til elbiler. Området hedder Vehicle-to-Grid (V2G) og handler om, at elbilerne skal kunne levere strøm til elnettet på linje med solceller og vindmøller, fortæller DTU.

En af de udfordringer, der er forbundet med et massivt skifte fra benzin- og dieselbiler til elbiler, består i, at elnettet kan blive overbelastet lokalt. Det kan for eksempel ske, hvis beboerne i et villakvarter alle kommer hjem fra arbejde ved 17-tiden og sætter deres bil til at lade op.

Det kan i værste fald mørklægge hele villaveje. Derfor er DTU’s elbilforskere i gang med at teste bilernes evne til at holde elnettet i balance og derved forebygge, at gader hylles ind i mørke, hvis elbiler bliver hvermandseje. Projektet med bilfirmaerne kaldes Parker, og formålet er at udvikle en fælles standard for V2G.

Også på Bornholm forskes der i effekten af en storskalaomstilling til elbiler og i elbiler med tovejs-ladeudstyr. Dansk Elbil Alliance kunne forleden fortælle om et projekt, hvor Bornholms Energi & Forsyning har en fuld simuleringsmodel for el- og varmesystemet og er i fuld gang med de første analyser.

Det bornholmske projekt bygger videre på blandt andet DTU's Parker-projekt.

Danmark er endnu ikke et elbil-land og har derfor ikke mærket effekterne af opladning i stort omfang. Men i Norge er nogle elnetselskaber begyndt at mærke konsekvenserne af, at nordmændene er ellevilde med elbiler, skriver Dansk Elbil Alliance.

Hvis Danmark også begynder at satse på elbiler, vil 50 procent af personbilflåden på Bornholm svare til 8.500 biler og give en potentiel belastning (med 10 kW-ladeudstyr) på 85 MW. Det er meget for et øsamfund med begrænsede muligheder for at udveksle el med omverdenen, hedder det. Elbiler med mulighed for tovejs-opladning kan derfor være værdifulde for eksempel i forbindelse med at balancere elnettet i en gade, by eller en ø.