Elektrikere er blevet en mangelvare

El-installatører blandt dem, der oftest melder om mangel på arbejdskraft, fortæller Danmarks Statistik

I gennemsnit har 25 procent af el-installatørerne gennem det seneste år meldt om mangel på arbejdskraft i et omfang, så det har begrænset produktionen. Det fortæller Danmarks Statistik i sin seneste opgørelse på området.

Dermed er el-branchen nr. 2 på listen over områder, der oplever denne situation. Nummer et er vvs-forretningerne, der med 26 procent i gennemsnit har oplevet den, mens tallet er 24 procent, når det gælder it-konsulenter.

DK statistik graf

Arbejdsløsheden blandt elektrikerne har længe været meget lav, og kurven over oplevet mangel på arbejdskraft begynder at nærme sig tilstande som fandtes i 2007. Her var el-branchen helt oppe at ringe med over 40 procent.

– At det er sådan nu, kan ikke komme bag på nogen. Vi har i årevis talt om, at situationen ville opstå med det lave optag af lærlinge, der har været, siger næstformand i Dansk El-Forbund Jan Jensen.

– Desværre har vi oplevet, at mange arbejdsgivere har tænkt kortsigtet og undladt at investere i fremtiden. Det er jo netop i krisetider, man skal investere, men det har mange forsømt, og det må en del af virksomhederne så betale for nu, konstaterer han og tilføjer:

– Selv om arbejdsløsheden er lav, så har vi har altså stadig arbejdsløse elektrikere. Så installatørerne kan bare henvende sig i vores afdelinger.

DK statistik tabel

Den oplevede mangel på arbejdskraft hos el-installatører gennem det seneste år