Elektrikerne nærmer sig arbejdsløshed på 1 procent

Flotte decembertal fra El-fagets a-kasse

2016 fortsatte til det sidste med imponerende tal i arbejdsløshedsstatistikken fra El-fagets a-kasse. Tallet var i december nede på 1,06 procent, og så lavt har det ikke været siden jubel-dagene i 0’erne. I november var tallet 1,16.

a-tal dec 16

Elektriker-arbejdsløsheden har været under to procent siden juli 2015, og nu skal kun ganske få flere medlemmer i job, før arbejdsløshedsprocenten generelt er under en enkelt.

Men sådan er situationen allerede i syv ud af 11 afdelinger.

Bornholm lå (igen) lavest med 0,51 procent (samme tal som i november), tæt fulgt af Vestsjælland med 0,56 (0,84) og Lillebælt med 0,59 (0,81). Midtjylland havde 0,65 (0,57), Østjylland 0,71 (0,83) mens København og Nordsjælland begge havde 0,92 – henholdsvis 0,92 og 1,54 i november.

De lave tal gælder generelt alle aldersgrupper. Ingen har over to procent arbejdsløse, og alle aldersgrupper mellem 30 og 54 år ligger under en enkelt procent. Lavest ligger de 35-39-årige med 0,49 procent tæt fulgt af de 40-44-årige med 0,51.

a-statistik alder