Enig installationsbranche ønsker energieffektivisering

Forbund og arbejdsgivere i fælles opråb: Vælg den billigste vej til mindre CO2-udledning

Når målet for den ønskede reduktion af CO2-udledningen skal nås, kan store investeringer i de vedvarende energikilder og den tilhørende massive udbygning af elnettet i vidt omfang undgås gennem en effektiv energiudnyttelse. Det mener en enig installationsbranche.

CO2-illustration klode

I et debatindlæg i Politiken i går slog to fagforbund og arbejdsgiverne et slag for effektivisering af det eksisterende energiforbrug i forbindelse med virkeliggørelsen af den nye regerings klimaplaner. Forbundsformændene Jørgen Juul Rasmussen, Dansk El-Forbund, og Henrik W. Petersen, Blik og Rør Arbejderforbundet, argumenterer sammen med adm. direktør i Tekniq Arbejdsgiverne Niels Jørgen Hansen for, at den grønne omstilling sker så intelligent og billigt som muligt.

På baggrund af en evaluering af Danmarks klimaindsats, som Europakommissionen står bag, konstaterer de, at Danmark, især når det gælder energieffektiviseringer, er sakket langt bagud. Der er derfor brug for en konsekvent indsats på området.

Og de tekniske og planlægningsmæssige løsninger findes allerede, konstaterer de, og ”for installationsbranchen er det sådan set underordnet, om energieffektiviseringen hjælpes på vej af direkte støtteordninger, regellempelser, højere fradrag eller lavere afgifter.” Men der er brug et politisk kursskifte, konstaterer de to formænd og direktøren:

”Ved det seneste energiforlig i 2018 blev mulighederne for energieffektiviseringer desværre gevaldigt nedprioriteret. Der er derfor brug for både et politisk kursskifte og store investeringer, hvis Danmark igen vil være foregangsland på dette område.”

Hele debatindlægget kan ses herunder. En word-udgave kan downloades nederst på siden.

debatindlæg i Politiken - energieffektivisering