Fagforbund advarer mod billig udenlandsk arbejdskraft
Fem fagforbund advarer i en fælles kampagne politikerne mod at sænke den såkaldte beløbsgrænse. I stedet præsenterer de 20 forslag til mindre bøvl og bureaukrati og til at bruge den arbejdsstyrke, der allerede findes i Danmark og i Europa
Hvorfor gå over åen efter vand?
Sådan lyder spørgsmålet til politikerne fra Dansk El-Forbund, 3F, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet og Serviceforbundet, som er gået sammen i en fælles kampagne med budskabet: Billig udenlandsk arbejdskraft er en trussel mod danske lønmodtagere!
I en fælles kronik i Avisen Danmark og i en helsides annonce i Politiken samt på bannere på sociale medier advarer forbundene mod at sænke den såkaldte ’beløbsgrænse’, der er en minimumsgrænse for, hvad en udenlandsk arbejder fra lande uden for EU og EØS skal have i årlig løn - inkl. feriepenge og pension - for at kunne få arbejdstilladelse i Danmark. Erhvervslivet og partier i blå blok - inkl. De Radikale - vil have beløbsgrænsen sænket fra de i dag 445.000 kr. til blot 360.000 kr.
Men det forslag vil få 'enorme negative konsekvenser' for danske lønmodtagere og for hele det danske arbejdsmarked, lyder advarslen fra de fem fagforbund, som i stedet tilbyder politikerne at hjælpe med at finde løsninger på mindre bureaukrati og bøvl i sagsbehandlingen om udenlandsk arbejdskraft - og ikke mindst til at bruge den arbejdsstyrke, der allerede findes i Danmark og i Europa.
Forbundene har sammen udarbejdet 20 forslag til politikerne, der viser, hvordan man sammen kan skabe vækst ved at bruge og investere i den arbejdsstyrke, der allerede findes. De peger for eksempel på, at der er 14.000 unge, der stadig søger efter en læreplads, 20.000 erfarne seniorer, der står uden job, og flere end 14 millioner europæere, der er klar til at arbejde, hvis virksomhederne vil ansætte dem.
Du kan læse alle forslagene til at sikre mere arbejdskraft til det danske arbejdsmarked på den fælles kampagneside 3f.dk/vaekst.