Flere muligheder for solceller

Green Power Denmark lover mindre administrativt bøvl ved godkendelser

solceller Green Power

Solceller er i fokus som aldrig før. Og nu bliver solcelle-livet lidt lettere for nye anlægsejere, installatører og elnetselskaber.

Det lover elselskabernes organisation Green Power Denmark, som har udvidet den såkaldte positivliste for invertere og produktionsanlæg. Med udvidelsen fra 50 kW til 125 kW vil mange flere anlæg kunne blive forhåndsgodkendt, fremgår det på organisationens hjemmeside.

Listen bruges til godkendelser, så anlæggene kan spille sammen med det kollektive elnet. Positivlisten indebærer, at netselskaberne slipper for at gennemgå teknisk dokumentation ved hver enkelt nettilslutning.

Den administrative lettelse vil ifølge Green Power Denmark formentlig betyde en hurtigere tilslutningsproces end hidtil. Dermed kan der hurtigere opstilles mere vedvarende energi i Danmark – og elektrikerne vil sikkert få endnu flere opgaver i den grønne omstilling.