Gi’ en hjælpende hånd(værker) til udsatte børn og unge

Elbranchen skal oppe sig for at holde topplacering blandt hjælpende fagområder i kampagne fra Ungdommens Røde Kors

kampagne hjælphånd

Så kan håndværkere og deres virksomheder igen støtte udsatte børn og unge i lokalområderne og samtidig gavne sig selv via omtale i lokalpressen og synlighed på en kampagnehjemmeside: Kampagnen En Hjælpende Hånd rammer i september landet for fjerde gang.

Bag initiativet står Ungdommens Røde Kors, og mere præcist kulminerer kampagnen i uge 39. Men der er åbent for tilmelding allerede nu.

For håndværkere

Organisationen inviterer håndværkere og håndværksvirksomheder til at støtte aktiviteter for udsatte børn og unge i deres lokalområde. Indsatsen gælder børn og unge, som vokser op med eksempelvis sygdom, fattigdom eller ensomhed som en del af hverdagen.

Det særlige ved kampagnen er, at den kun er åben for håndværkere og håndværksvirksomheder. Til gengæld er det alle håndværkere og håndværksvirksomheder, der kan deltage.

Der sker gennem sponsorater, og man bestemmer selv det antal sponsorater, man vil bidrage med. I både 2016 og 2017 var tømrere den største faggruppe i kampagnen, mens elektrikere/elinstallation i 2016 kom ind på en flot tredjeplads.

I 2017 blev elektrikerne overhalet af gruppen ’andre’ – en gruppe samlet af en række mindre fagområder – og endte på en delt fjerdeplads sammen med murerne (indrammet med rødt på illustrationen herunder). Elbranchen skal altså oppe sig for at komme tilbage i toppen på listen.

Sponsoraterne

Når grupperne i ’andre’ tælles med, deltog flere end 20 faggrupper sidste år. Her blev der indsamlet 540.400 kroner til det gode formål, og støtten kom fra virksomheder i 54 byer.

Et sponsorat koster 2.500 kroner. For de penge kan man hjælpe et barn eller en ung et helt år i en aktivitet såsom lektiecafé, klub eller hospitalscafé eller en hel uge på ferielejr. Den støtte, der ydes, går til børn og unge i det lokalområde, hvor den er doneret.

Som tak får man en ’sponsorpakke’. Den omfatter blandt andet en Viking Rubber-vest, et støttediplom og webemblem, kampagnemateriale til uddeling til kunder og eget/virksomhedens navn og/eller logo på kampagnesiden – og ved fire eller flere sponsorater arrangeres en presseindsats over for lokale medier, hvor sponsoren får sit navn nævnt.

I øjeblikket – en lille måned før kulminationen – ser det ud til, at tømrerne igen har lagt sig i spidsen. Men også et par el-virksomheder har allerede fundet vej til sponsorsiden.

screen hjælpende hånd 2017

hjælpende hånd deltagere