BAT-Kartellet skifter navn til Danske Byggefag

Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT-Kartellet), som Dansk El-Forbund er en del af, skifter nu navn til Danske Byggefag. Det oplyser samarbejdsorganisationen for syv fagforbund på byggeområdet i en pressemeddelelse.
Ud over Dansk El-Forbund repræsenterer Danske Byggefag fagforbundene 3F, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal, HK/Privat, Malerforbundet og Teknisk Landsforbund.
Med navneskiftet ønsker Danske Byggefag at understrege sin rolle som en moderne erhvervspolitisk interesseorganisation, der arbejder for en byggebranche, der gavner hele samfundet.
- Verden har ændret sig. Byggeriet er blevet mere internationalt, digitaliseret, mindre farligt og mere grønt, og hvis fagbevægelsen skal være en del af fremtidens løsning, må vi indrette os derefter, siger direktør Søren Sand Kirk, som tidligere i år afløste Gunde Odgaard, der havde været leder af sekretariatet gennem 23 år.
Ifølge Danske Byggefag markerer navneskiftet en ny strategisk retning for organisationen, der ønsker at fremme ansvarlig virksomhedsdrift og bæredygtighed.
- Byggeriet er en del af løsningen på nogle af samfundets største udfordringer, ikke mindst i forhold til bæredygtighed. Det er vores mål at sikre, at byggebranchen ikke blot er robust, men også socialt og miljømæssigt bæredygtig. Vi er klar til at tage ansvar og arbejde tæt sammen med både politiske beslutningstagere og byggebranchens parter for at nå dette mål, siger Søren Sand Kirk.
Claus von Elling, der er formand for Danske Byggefag, mener, at byggebranchen står over for flere udfordringer som farligt arbejdsmiljø, social dumping og mangel på dygtige medarbejdere.
- Et af de største problemer i byggebranchen er manglen på kvalificerede medarbejdere. Fornuftige løn- og arbejdsvilkår samt klare karriereveje er nøglen til at gøre branchen attraktiv – både for lærlinge og for erfarne medarbejdere. Vi skal sikre, at byggebranchen er et sted, hvor folk trives og ser muligheder for at bygge en varig karriere, siger Claus von Elling.
Dansk El-Forbund er repræsenteret i Danske Byggefags bestyrelse af næstformand Christian Elgaard.
Du kan læse mere om Danske Byggefag på danskebyggefag.dk.