Planlæg din pension i god tid

Det er en god idé tidligt at få lagt en plan for din tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for at sikre, at du sparer tilstrækkeligt op, til at indfri dine ønsker for din pensionstilværelse

Vores pensionsopsparinger skal generelt række længere, fordi vores levealder stiger, og fordi vi kan se frem til flere raske år som seniorer. Du kan derfor med stor fordel planlægge din pension i god tid – og gerne cirka 10 år før, du tænker at gå på pension.  

– Uden planlægning af pensionsøkonomien risikerer man at gå glip af betydelige gevinster. Man har mulighed for at sikre sig markant mere til livet som pensionist, hvis man bruger noget tid på at få styr på, hvordan man får mest muligt ud af sin opsparing, når der skal tages hul på den, siger kunderådgivningschef i Sampension, Anne-Louise Lindkvist.

Planlæg med et pensionstjek

Har du din pensionsordning hos Sampension har du mulighed for på deres hjemmeside at lave et pensionstjek, som giver dig et godt overblik over din økonomi, når du går på pension. Ved at svare på en række spørgsmål, inddeler værktøjet din opsparing i rød, gul eller grøn, og farverne indikerer så, om du har sparet nok op. Pensionstjekket viser også, hvor meget du kan forvente at få udbetalt hver måned, når du går på pension.

Sampension hjælper med pensionsplan

I Sampensions rådgivning tager de ikke kun højde for dine ordninger i Sampension, men inddrager også øvrige pensioner, ATP, folkepension, skat, boligforhold og eventuelle ægtefælles pensionsforhold. Pensionsplanen indeholder desuden en række anbefalinger til, hvordan du kan tilrettelægge dine udbetalinger fra pensionen, så du opnår det maksimale rådighedsbeløb i hele din tilværelse som pensionist.
– Vi oplever, at vores kunder får mere ro i maven efter en rådgivning, fordi de nu har et klart billede af, hvordan og hvornår de kan gå på pension. De ser også, hvor meget de kommer til at have til rådighed, når de går på pension, hvilket gør det nemmere at planlægge og glæde sig til deres nye tilværelse, siger chefrådgiver, Kim Borup.

Investeringer tilpasset din alder

Dit pensionsdepot indeholder tre typer af investeringer – aktier, obligationer og alternative investeringer i for eksempel ejendomme eller vedvarende energi. Efterhånden som du nærmer dig pensionsalderen, sørger Sampension løbende for at mindske risikoen på din opsparing ved f.eks. at justere mængden af aktier og øge mængden af obligationer. Det sikrer dig et stabilt afkast, der passer til dit pensioneringstidspunkt. Du kan dog stadigvæk selv påvirke risikoen i dit investeringsvalg, selvom den overordnede risiko nedtrappes frem mod pensionsalderen. Det gør du ved at justere din investeringsprofil.

Har du brug for rådgivning om din pensionsopsparing, kan du booke et rådgivningsmøde på tlf. 77 55 62 50