Stadig flest arbejdsulykker i virksomheder med 10-34 ansatte
Grafik: Arbejdstilsynet
Når man kigger på graferne for arbejdsulykker i branchen ’El-installation’, målt på virksomhedsstørrelser, kan man se, at det er i virksomheder med 10-34 ansatte, at der sker flest ulykker – efterfulgt af virksomheder med 100-499 ansatte.
Billedet har været det samme de seneste fem år, og det er også det, der indtil videre er tendensen for 2024, hvor vi nærmer os enden på 1. kvartal.
Udsigt til højere tal i 2024
I virksomheder med 10-34 ansatte var tallet ved opgørelsen 22. marts på 65 anmeldte arbejdsulykker ved el-installation – og kigger vi for det samlede antal i den størrelse virksomheder i 2023, var det på 240. Det vil sige, at hvis mængden af anmeldte arbejdsulykker fortsætter med samme tendens resten af året, så vil det samlede antal overstige 2023-tallet.
Det samme billede tegner sig for virksomheder med 100-499 ansatte, hvor den seneste opgørelse viser 60 anmeldte arbejdsulykker indtil videre i 2024 mod samlet antal på 205 i 2023.
Så pas godt på – og på hinanden – derude!
Hele statistikken kan ses på: Statistik om arbejdsulykker