Stigning i anmeldte arbejdsulykker i 2023

Den seneste opgørelse fra Arbejdstilsynet viser en stigning i antallet af anmeldte arbejdsulykker på det samlede arbejdsmarked – den viser også at ulykker, med et forventet fravær på mere end seks måneder, er mere end fordoblet i forhold til 2019.

Foto: Colourbox

49.088 arbejdsulykker i Danmark i 2023 – det viser en ny opgørelse fra Arbejdstilsynet. 742 af disse kan være relateret til covid-19, men selv hvis man ser bort fra dette, er der en stigning på 13 pct. i antallet af arbejdsulykker siden 2019, altså før covid-19 brød ud i Danmark.
– Vi kan ikke ud fra vores tal se, om stigningen i anmeldte arbejdsulykker skyldes, at der er sket flere arbejdsulykker; om flere virksomheder anmelder arbejdsulykker eller en kombination af begge dele. Men uanset hvad er antallet af arbejdsulykker for højt, og det skal nedbringes, siger vicedirektør i Arbejdstilsynet, Lotte Manniche Groth-Andersen.
Hjælpen til at nedbringe arbejdsulykker skal komme fra bl.a. den politiske aftale på arbejdsmiljøområdet fra 2023, som betyder, at indsatsen til at forebygge arbejdsulykker bliver styrket.

Grupper med højest ulykkesincidens

Branchegruppen ’Vand, kloak og affald’ toppede listen igen i 2023 med flest anmeldte arbejdsulykker i forhold til antal ansatte i den pågældende branchegruppe.

De fem branchegrupper med højest ulykkesincidensen pr. 10.000 ansatte er:

  • Vand, kloak og affald: 501  
  • Anlægsarbejde: 374  
  • Døgninstitutioner og hjemmepleje: 343  
  • Opførelse og nedrivning af byggeri: 337  
  • Politi, beredskab og fængsler: 332  

Stigning i alle typer af ulykkeshændelser

Stigningen i anmeldte arbejdsulykker fordeler sig på stort set alle typer af ulykker. 29 procent er faldulykker, mens 26 procent sker ved fysisk/psykisk overbelastning.
40 procent af skaderne er igen i 2023 forstuvninger, forstrækninger m.v.
En af de mest udtalte stigninger er i kategorien ’chok’ og er primært forårsaget af aggression og trusler. Her ses en stigning på 38 pct. siden 2019 fra 2.220 anmeldelser til 3.069.

Længere fravær, færre dødsulykker

Mens der i 2023 blev registreret færre arbejdsrelaterede end i perioden 2019-2022, er der registret en generel stigning – på tværs af alle områder – når det kommer længden på sygefravær, der følger af en given arbejdsulykke. Fra 2019 til 2023 er der sket mere end en fordobling i det forventede fravær på over 6 måneder fra 439 til 957 anmeldelser.

Kilde: Arbejdstilsynet