TEKNIQ Arbejdsgiverne tager ny identitet

’Denne annonce er skabt af kunstig intelligens’.
Sådan lyder det i AI-skabte videoer og avisannoncer i store danske medier fra Dansk El-Forbunds arbejdsgivermodpart Tekniq Arbejdsgiverne, som i forbindelse med en ny strategi foretager endnu et navneskifte.
Tilbage i 2002 blev Tekniq skabt som et resultat af fusionen med ELFO (Elinstallatørernes Landsforening) og Dansk VVS. I 2019 blev det til endnu en fusion med arbejdsgiverorganisationen Arbejdsgiverne, hvorefter man under navnet Tekniq Arbejdsgiverne – Industri & Installation med sine omkring 4.300 virksomheder inden for el, vvs og metalområderne blev den fjerdestørste arbejdsgiverorganisation under Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Som en del af sin nye strategi og visuelle identitet, som er skabt i samarbejde med den globale konsulentvirksomhed Boston Consulting Group, tager den AI-begejstrede arbejdsgiverorganisation med hovedkontor i Glostrup nu navnet TEKNIQ.
Ifølge TEKNIQ markerer det nye navn og den nye visuelle identitet i form af blandt andet nyt logo med nye farver starten på et ’nyt kapitel’.
’I går var vi en arbejdsgiverorganisation, men i dag er vi først og fremmest en erhvervsorganisation. Med nyt look og nyt logo – men med samme gåpåmod og vilje til at kæmpe for det tekniske erhvervsliv...’, skriver underdirektør i TEKNIQ Linda Nordstrøm Nissen på LinkedIn.
I sin nye strategi har TEKNIQ et særligt fokus rettet mod ’bæredygtighed’, ’digitalisering’, ’medarbejdermangel’ og ’robusthed’. Derudover er der i strategien formuleret fem strategiske målsætninger, som skal sikre, at TEKNIQ internt er ’korrekt kalibreret’.
I Dansk El-Forbund ser forbundsformand Benny Yssing frem til et fortsat tæt samarbejde med arbejdsgiverorganisationen om blandt andet manglen på el-teknisk arbejdskraft til den grønne omstilling.
- Vi har for nylig sammen med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fået udarbejdet en analyse, der viser, at vi kommer til at mangle næsten 10.000 flere medarbejdere med el-tekniske kompetencer i 2035, hvis de grønne ambitioner for Danmark skal realiseres på tværs af brancher. Jeg ser frem til sammen med TEKNIQ at finde gode løsninger, så vi kan skaffe nok kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling, siger Benny Yssing.
Dansk El-Forbund og TEKNIQ udvikler og vedligeholder i fællesskab elektrikeruddannelsen via det fælles uddannelsessekretariat EVU, ligesom man forhandler hovedparten af DEF-medlemmernes løn- og arbejdsvilkår gennem Elektrikeroverenskomsten og El-fagets Funktionæroverenskomst.
Du kan læse mere om TEKNIQs 2027-strategi HER.
Du kan læse mere om AE-analysen om mangel på arbejdskraft på det el-tekniske område frem mod 2035 HER.