Tre vigtige pensionsråd inden nytår

Det kan være en rigtig god idé at bruge nogle timer af juleferien på disse tre gode pensionsråd fra Sampension om, hvad du skal tjekke op på inden nytår
Foto: Colourbox

Når det største juleræs har lagt sig, er det en god idé at give din pensionsopsparing et sidste tjek inden nytår. Der er nemlig nogle lovbestemte indbetalingsgrænser, som er vigtige at overholde – ellers risikerer du at blive dobbeltbeskattet.

  1. Undgå dobbeltskat af din ratepension
    Har du ratepensioner i flere selskaber, så er der god grund til at være ekstra opmærksom, for der er en øvre grænse for, hvor meget du i alt må indbetale.
    I 2024 er grænsen 63.100 kr. Hvis du indbetaler til ratepensioner i flere selskaber, er det en god idé at kontakte de forskellige pensionsselskaber, så kan de nemlig hjælpe dig. Har du kun din ratepension i Sampension, er du sikret, at du ikke kommer over grænsen.

  2. Tjek dine indbetalinger til aldersopsparing
    Der er også et loft for, hvor meget du må indbetale til aldersopsparing – både i Sampension og i andre selskaber, for eksempel også din bank.
    I 2024 må du indbetale 9.100 kr. til aldersopsparing. Hvis du har mindre end syv år til folkepension er grænsen 58.900 kr.
    Hvis du logger ind på din pensionsside, der hvor du har pensionsopsparing, kan du se, hvor meget du har indbetalt til aldersopsparing.
    ('Min side' på Sampensions hjemmeside)

  3. Betal ekstra til din pension og få et skattefradrag
    Hvis bankbogen er godt i plus, kan det være en god idé at lave en ekstra indbetaling til pension, inden kalenderen skifter til 2025. I 2024 kan du nemlig trække indbetalinger til ratepension op til de tilladte 63.100 kr. fra i skat.
    Uanset om du har din pensionsopsparing hos Sampension eller hos andre selskaber, så kan du få hjælp af en rådgiver, der hvor du har dine penge, til at få et overblik over, hvor meget du indbetaler i 2024.
    Måske er der plads til, at du kan indbetale lidt mere i år.