Nyhed

Casper skal repræsentere Danmark til EuroSkills 2025

Efter måneders intensiv træning blev det den 18. marts endelig afgjort, hvem der skal repræsentere Danmark ved EuroSkills 2025 i faget Electrical Installations
Casper Kærvang Pedersen (t.v.) skal repræsentere Danmark i faget Electrical Installations ved EuroSkills 2025. Her sammen med modkandidaten Niklas Møller Dahl og landstræner Peter Sikora (t.h.), der har fulgt dem gennem hele forløbet.

Siden kvalifikations-konkurrencen i september 2024, hvor Casper Kærvang Pedersen fra Øgaard A/S og Niklas Møller Dahl fra JK+ gik videre, har de trænet både hver for sig og sammen frem mod den endelige udvælgelse af, hvem af de to, der skal have den røde landsholdstrøje på og kæmpe i faget Electrical Installations til EuroSkills 2025 i Herning til september.

Ud over at træne på hjemmebane har de også for nylig deltaget i en landskamp mod Norge i Oslo, hvor Casper Kærvang Pedersen vandt guld og Niklas Møller Dahl vandt Medal of Excellence for flot og veludført arbejde.

Udvælgelsen offentliggjort i fællesskab

De to unge elektrikere har arbejdet tæt sammen under hele forløbet og havde ønsket at få beskeden om den endelige udtagelse sammen. De mødtes derfor den 18. marts i Aarhus, hvor deres virksomheder – Øgaard A/S og JK+ – også var til stede for at bakke op om deres dygtige kandidat.

Det var landstræner Peter Sikora, der har fulgt de to kandidater tæt gennem de seneste måneder, der offentliggjorde den indstilling, han havde givet til det faglige udvalg for elektrikeruddannelsen: At Casper Kærvang Pedersen udtages til landsholdet.
En indstilling, som det faglige udvalg har bakket fuldt op om.

Den bedste til denne opgave

– Både Casper og Niklas er fagligt enormt dygtige og har konkurreret på et meget højt fagligt niveau. Når det blev Casper, der løb med sejren denne gang, var det primært fordi, at hans kompetencer egner sig bedst til den opgave, der skal løses til EuroSkills, siger Hanna Lindstrøm, der er områdeleder for uddannelse i Dansk El-Forbund og medlem af det faglige udvalg for elektrikeruddannelsen.
– Ud over at de begge er utrolig dygtige, er de som mennesker gode rollemodeller. Blandt andet har de vist, at man både kan konkurrere mod hinanden og samtidig støtte hinanden undervejs gennem et så intenst forløb, som det har været for dem, siger Hanna Lindstrøm.

Tre elektrikere til EuroSkills – vi er stolte i DEF

Det var naturligvis en stolt og glad Casper Kærvang Pedersen, der modtog udvælgelsen, og som nu skal træne målrettet frem mod EuroSkills sammen med resten af det danske Skills-landshold. Et landshold som jo i øvrigt er repræsenteret af yderligere to unge elektrikere, nemlig Malthe Naundrup og Andreas Skeldal Winther fra Bravida, der tidligere i marts måned vandt DM i Industri 4.0 og dermed også en billet til EuroSkills. 
– I Dansk El-Forbund er vi da helt vildt stolte af, at vi har hele tre unge elektrikere med til EuroSkills 2025, og vi ser frem til at følge dem på deres rejse – og krydser selvfølgelig fingre for danske medaljer, siger Hanna Lindstrøm.

EuroSkills 2025 afholdes i Herning fra den 9.-13. september 2025.

Casper Kærvang Pedersen (t.v.) og Niklas Møller Dahl (midt) til landskamp mod Norge. Her midt i en lynkonkurrence, som Casper Kærvang Pedersen vandt med tre sekunder over nordmanden.