Hvem skal arve din pension?

For rigtig mange danske lønmodtagere er pensionsopsparingen i dag det største aktiv i den personlige formue – alligevel har de flest endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med opsparingen, hvis de går bort.
Over halvdelen har ikke taget stilling
En ny undersøgelse fra Epinion, udarbejdet for Industriens Pension blandt 1.054 danskere med en pensionsordning, viser, at 51 procent ikke har taget stilling til, hvem der skal arve deres pensionsopsparing og deres eventuelle livsforsikringsudbetaling.
– Det er jo nok meget forståeligt, at det ikke er et emne, der fylder så meget hos de fleste danske lønmodtagere. Men ikke desto mindre anbefaler vi i Industriens Pension, at man sikrer sig, at pengene går til de rette personer og ikke havner et sted, man ikke ønsker, siger forsikringsdirektør i Industriens Pension, Joan Alsing og peger samtidig på, at ønskerne til, hvem der skal modtage pensionsopsparingen, kan variere en hel del fra person til person.
Undgå at ekskæresten arver
Et klassisk eksempel kan være at sikre, at det ikke er en ekskæreste, der står til at arve pensionspengene. Det kan blive tilfældet, hvis man tidligere har indsat sin samlever som begunstiget, men ikke har ændret det i forbindelse med, at man er gået fra hinanden.
I 2025 findes der mange forskellige familieformer, og da alle i sagens natur ikke bliver gift, er det ekstra vigtigt at sikre sig, at pensionspengene havner hos de rigtige. Hvis man ikke tager aktiv stilling, udbetaler de fleste pensionsselskaber, herunder Industriens Pension, automatisk pengene til nærmeste pårørende. Det kan for eksempel betyde, at en samlever arver dine penge frem for dine børn
Hvem er dine nærmeste pårørende?
Der er klare regler for, hvem der betegnes som den 'nærmeste pårørende' og dermed står som arving af pensionsopsparingen, hvis man ikke aktivt ændrer noget. Du kan som medlem af Dansk El-Forbund altid let tjekke og ændre, hvem der står som såkaldt ’begunstiget’ (dvs. som arving af opsparingen) ved at logge ind på din personlige side på sit pensionsselskabs hjemmeside eller via pensionsselskabets app.
Man kan også altid kontakte sit pensionsselskab for at få oplyst og eventuelt ændre, hvem der er registreret som arving af pensionsopsparingen.
Læs mere om forsikring og arv ved dødsfald HER.