Nyhed

Ny modulvælger giver nemt overblik over elektrikeruddannelsen  

Det er nu blevet langt lettere for både virksomheder og deres el-lærlinge at sammensætte uddannelsen, så den får det indhold, som er mest relevant

At finde vej i alle de muligheder, der er i elektrikeruddannelse, kan være lidt af en udfordring.
For hvilke moduler giver mening for den enkelte lærlings forløb? Hvad er virksomheden godkendt til – og hvilke skoler tilbyder de forskellige moduler? 

Alt det er nu blevet lidt nemmere at få et overblik over med en ny digital modulvælger. Her kan kommende lærlinge, virksomheder og erhvervsskolerne på ét samlet sted se både, hvad de forskellige moduler indeholder, hvordan modulerne kan sættes sammen, og hvem der udbyder hvilke.
Modulvælgeren kan også være et redskab for studievejledere i folkeskolen, når der er elever, der er nysgerrige på en erhvervsuddannelse som f.eks. elektrikeruddannelsen.

Et værktøj til hele processen

Valget af moduler er en vigtig del af elektrikeruddannelsen, da det har betydning for, hvilke kompetencer lærlingen opnår undervejs. Der kan derfor også tages højde for, hvordan forløbet kan tilpasses virksomhedens specifikke arbejdsområder.

Med modulvælgeren kan du:

  • Se hvordan modulerne hænger sammen – både fagligt og niveaumæssigt
  • Se virksomhedens godkendelser – direkte ved login med CVR- og P-nummer
  • Se hvilke erhvervsskoler, der udbyder hvilke moduler
  • Se alle mulighederne – også uden login, hvis du bare er nysgerrig på uddannelsen

Når en lærling sammen med virksomheden har valgt de relevante moduler, så genererer systemet automatisk en pdf, som virksomheden skal sende videre til den aktuelle skole.

Har du som virksomhed problemer med at logge ind?

Systemet tjekker automatisk virksomhedens godkendelser. Hvis din virksomhed har en ældre godkendelse, der endnu ikke er digitaliseret, så kontakt EVU der kan hjælpe dig videre.

Ring på: 3675 6400 – eller sende en mail til: evu@evu.dk

Tjek den digitale modulvælger HER