Nyhed

Tidligere elektriker-formand stiller op til kommunalvalget

Jørgen Juul Rasmussen, der gennem 16 år var forbundsformand i Dansk El-Forbund, stiller nu op som kandidat til kommunalbestyrelsen i Herlev Kommune
Jørgen Juul Rasmussen har altid været optaget af det internationale arbejde. På DEF-kongressen i 2022 blev han gjort til æresmedlem af det australske forbund Electrical Trades Union of Australia, som han har arbejdet tæt sammen med i regi af blandt andet det internationale netværk for elektrikerforbund Global Power Trade Unions. Foto: Henrik Bjerregrav.

30 år som valgt og ansat i Dansk El-Forbund (DEF) blev det til for Jørgen Juul Rasmussen, der i efteråret 2022 overlod formandsposten til Benny Yssing.

Med sine 16 år i formandsstolen var Jørgen Juul Rasmussen en af de længst siddende forbundsformænd i dansk fagbevægelse. Nu har den 68-årige og særdeles aktive pensionist sat kursen mod kommunalbestyrelsen i Herlev Kommune, som han stiller op til for Socialdemokratiet til efterårets kommunalvalg. Det skriver fagbladet DEF.  

Hvis Jørgen Juul Rasmussen bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen, håber han på at kunne gøre brug af sine mange års erfaring fra fagbevægelsen.  

- Det faglige arbejde er i høj grad politisk. For eksempel handler trepartsforhandlinger, som jeg selv har deltaget i, både om uddannelse, arbejdsmiljø og beskæftigelsespolitik. Så jeg mener da bestemt, at jeg kan bruge mine erfaringer fra fagbevægelsen i kommunalpolitik, fortæller Jørgen Juul Rasmussen, der i sin egenskab af forbundsformand blandt andet har siddet i hovedbestyrelsen hos FH, CO-industri og PensionDanmark.

Brænder for det internationale

Jørgen Juul Rasmussen blev udlært elektriker på det gamle B&W skibsværft, hvor han også var aktiv i lærlingeklubben. Senere blev det også til elektrikerarbejde og tillidsmandsposter i Det Berlingske Hus. Det faglige arbejde for landets elektrikerlærlinge blev startskuddet til den faglige karriere, som siden førte til posten som forbundsformand for elektrikerne, som han stod i spidsen for gennem fire kongresperioder.

Siden han stoppede som forbundsformand, har elektrikeren været dybt engageret i det internationale solidaritetsarbejde. På vegne af fagbevægelsens Ulandssekretariatet, hvor han tidligere har haft posten som næstformand, har han blandt andet været i Tanzania og Zanzibar for at dele ud af sine erfaringer, når det gælder for eksempel forhandlingsteknik, organisering og indgåelser af kollektive overenskomster.

Erfaringer kan gøre en forskel  

Til spørgsmålet om, hvorfor han nu stiller op som kandidat til kommunalbestyrelsen i Herlev, kommer svaret prompte:

- Jeg vil gerne yde mit bidrag til, at Herlev også i fremtiden er et godt sted at leve og arbejde. Kommunalpolitik handler jo meget direkte om borgernes velfærd - fra vuggestue til plejehjem. Men det handler også om, hvilke faciliteter der er i kommunen til for eksempel sport, idræt og kulturelle ting. Jeg mener selv, at jeg har noget viden og nogle erfaringer, som jeg kan bringe i spil i arbejdet for at sikre, at Herlev Kommune har gode og overenskomstdækkede virksomheder og uddannelsesklausuler, der sikrer, at vi får flere lærlinge og elever. Jeg vil også arbejde for, at vi i kommunen har en aktiv beskæftigelsespolitik, og ikke mindst at vi har en position som en grøn og klimabevidst kommune, lyder det fra kommunalvalgskandidaten. 

Du kan læse hele artikel om Jørgen Juul Rasmussens kandidatur i fagbladet DEF på side 52-53.

Om Kommunal- og regionsrådsvalget 2025: 

Valget til kommunalbestyrelser og regionsråd afholdes d. 18. november 2025. Medlemmerne af kommunalbestyrelser og regionsråd vælges for fire år. Valget afholdes altid den tredje tirsdag i november.