Hold øje med din lønseddel: Penge på vej til landets lærlinge!

Julen falder tidligt i år. Det indtryk kan man som lærling hurtigt få, hvis man holder øje med sin løn for marts måned og frem. Der er nemlig større ændringer på vej, som sender moneter lige ned i foret for vores yngste kollegaer i faget. De ekstra lønkroner kommer i to forskellige former: den ene del kommer som almindelige lønstigninger ifm. satsreguleringerne pr. 1. marts. Den anden del bliver indbetalt på din fritvalgskonto.
Sådan stiger lærlingelønnen
I den seneste overenskomstaftale, der blev indgået mellem Dansk El-Forbund og Tekniq, blev det aftalt at lærlingelønnen skulle stige gevaldigt over en periode på to år. Overenskomststigningerne træder som regel i kraft d. 1. marts (med enkelte undtagelser), og eftersom den indgåede aftale er gældende for 2023-2025 er det periodens sidste store lønstigning, vi tager hul på nu.
Med overenskomstaftalen stiger lærlingenes løn og pension med sammenlagt 12 % over overenskomstperioden. Dette er uden at medregne de ekstraordinære pensionsstigninger til lærlinge under 20 år. Det kan du læse mere om her.
I tabel 1 kan du se, hvordan timesatserne for lærlinge hæves pr. 1. marts.
Tabel 1.:
Løntrin |
Lønsats 2023 |
Lønsats 2024 |
1. års lærling |
70,45 |
72,90 |
2. års lærling* |
80,45 |
83,25 |
3. års lærling |
95,55 |
98,90 |
4. års lærling |
114,15 |
118,15 |
5. års lærling |
132,15 |
136,80 |
Voksenlærling |
131,65 |
136,15 |
Vær obs. på, at man bliver 2. års lærling efter et år i lære, hvor tiden på GF2 tæller med.
Du skal være opmærksom på, at ovenstående lønsatser er, hvad mester minimum skal betale i løn. Der er ingen, der smider chefen bag tremmer, hvis han skruer et ekstra nøk op – og det er fuldkomment tilladt at bede om mere i løn, hvis du føler, du fortjener det.
Hvad er en fritvalgskonto?
Som lærling på elektrikeroverenskomsten har du en ferie-fritvalgskonto. Den består af to delelementer. For det første består den af dine feriefridage. Dem har du 5 af og er også det man kalder ’den 6. ferieuge’. Hvis man regner værdien af din 6. ferie uge ud som en procentdel af din løn, svarer det til 2,25 %. Det er vigtigt, fordi man kan vælge at få pengene udbetalt, hvis ikke man holder ferien.
Dernæst har du din fritvalgskonto, som i netop er steget fra 7,25 % af din løn til 9,25 % pr. 1. marts. Din arbejdsgiver indsætter hver måned et beløb svarende til nu 9,25 % af din løn på din fritvalgskonto.
Pengene på ens fritvalgskonto kan for lærlinge bruges til ekstra løn eller ekstra indbetaling på ens pensionsopsparing.