Gratis oplevelser på Arbejdermuseet i vinterferien
Arbejdermuseet i København byder på masser af oplevelser for hele familien i vinterferien
I uge 7 og 8, hvor mange danskere holder vinterferie, er der masser af hyggelige familieaktiviteter på Arbejdermuseet. Man kan for eksempel gå på opdagelse i museets snørklede kroge, slippe kreativiteten fri med skovtrolden Arnvid eller springe med på en skattejagt.
Entre er gratis for børn. Hvis én af de voksne er medlem af Dansk El-Forbund - eller et andet fagforbund med en aftale med Arbejdermuseet - er der også gratis entré for 1 + 1 voksen. Man kan booke sin billet her.
Program for uge 7 og 8
Tilmelding til aktiviteterne foregår på dagen på museet.
Hele dagen:
Børnenes Arbejdermuseum er åbent (3- 12 år): Leg jer til historien og lad børnene gå på arbejde på byens bedste museum for børn. Læs om Børnenes Arbejdermuseum.
Kl. 10.30-16.00:
Højtlæsning og tegneværksted med skovtrolden Arnvid (6-12 år): I vores særudstilling ”Til Stregen – med Klaus Albrectsen” kan du slippe kreativiteten fri sammen med skovtrolden Arnvid, der elsker at spille trompet og blæse på det hele. Træd ind i Albrechtsens børneunivers, og hør mere om den lille pige Ane der møder skovtrolden Arnvid i skovbunden imellem snegle, pinde og rævelorte. Sammen tager de ind til byen og blæser op til dans, sjov og ballade.
Kl. 10.30-16.00:
Kludedukkeværksted (fra 4 år)
I gamle dage brugte man stofrester, slidte knapper og andet genbrugsmateriale til at lave legetøj til arbejderbørnene. I vores smukke festsal kan du selv prøve kræfter med vores kludedukkeværksted, og vælge om du vil have en kludedukke med hjem, eller om det skal være en sød, sjov eller skør skovtrold der blæser på det hele. Kun fantasien sætter grænsen.
Skattejagt – Flittige Folk (3-6 år): Gå på opdagelse i vores hyggelige 50’er udstilling på 1. sal og find ud af, hvor de flittige folk arbejder. Sæt klistermærkerne rigtigt ind i samlealbummet og få en lille præmie i kaffebaren.
Pris 15 kr.
Skattejagt – Træning for Rabarberhjerter (6-12 år): Et rabarberhjerte drager omsorg for andre. Gennem opgaver forskellige steder på museet oplever børnene, hvad det vil sige at være en god kammerat, og hvordan man træner og udvikler et solidarisk rabarberhjerte. Skattejagten er baseret på arbejderbarnet Christian Christensens erindringer, som voksede op på Nørrebro for over 100 år siden.
Pris 15 kr.
Skal sulten stilles?
Kaffebaren – snup en rød sodavand, en dejlig gammeldags æblekage eller en kop kaffe med Rich’s. Har du glemt madpakken, kan du købe lækre sigtebrødsmadder.
I restauranten Café & Øl-halle kan hver betalende voksen tage et barn på under 12 år gratis med til det store smørrebrødsbord i uge 7 og 8. Ingen går sultne derfra!
Bestil bord til alle dage her.