Hold dig opdateret med Akkordnyt

Nyhedsbrevet Akkordnyt henvender sig til akkordelektrikere og elektrikere, der ønsker at arbejde på akkord

Dansk El-Forbund (DEF) har styrket sin indsats på akkordområdet. Det kunne man læse om i fagbladet Elektrikeren nr. 1. 2021, hvor også forbundets nye akkordmentor i form af den erfarne akkordelektriker Thomas Hald Gorski blev introduceret. Han skal blandt andet bistå akkordmentor Lasse Pedersen med at styrke akkordområdet blandt elektrikerne og implementere elbranchens akkordsystem EBA i samarbejde med landets akkordelektrikere.

Forbundets nye akkordmentor Thomas Hald Gorski udgiver sammen med akkordmentor Lasse Pedersen Akkordnyt, som henvender sig til akkordelektrikere og elektrikere, der ønsker at arbejde på akkord. 

De to akkordmentorer står bag nyhedsbrevet Akkordnyt, som for nylig så dagens lys. De to første udgaver af nyhedsbrevet kan man læse, printe og downloade på def.dk/akkord.

I Akkordnyt kan man blandt andet læse om ændringer og opdateringer på akkordområdet, ligesom nyhedsbrevet giver gode fif og svar på spørgsmål fra akkordelektrikere.

- Der er ikke en fast form eller faste emner, men vi bestræber os på at udgive Akkordnyt hver måned, og en af tankerne er, at nyhedsbrevet på sigt kan bruges som opslagsværk, forklarer akkordmentor Lasse Pedersen.

- Vi vil udvikle nyhedsbrevet hen ad vejen, og vi tager meget gerne imod input og gode ideer fra kollegerne, så hvis du har spørgsmål eller et emne, som du ønsker, at vi kommer ind på i Akkordnyt, så send en e-mail til os på lpe@def.dk eller thg@def.dk, lyder opfordringen fra akkordmentor Thomas Hald Gorski.

Som medlem af DEF har du adgang til al information vedrørende akkord, mentorordning og opmålingsprogrammer, når du logger dig på via def.dk. Din lokalafdeling kan formidle kontakt til forbundets akkordmentorer Lasse Pedersen og Thomas Hald Gorski, der gerne kommer ud og hjælper medlemmerne i gang med at bruge systemet.

Læs mere om EBA og akkordarbejde på def.dk/akkord.