Hvor sikker er din oplader?

Masser af opladere er på Sikkerhedsstyrelsens liste med farlige produkter, og nogle af dem betegnes i Sverige som rene dødsfælder

En ren dødsfælde. Så markant er udmeldingen fra det svenske Elsäkerhetsverket, der ligesom Sikkerhedsstyrelsen herhjemme er en slags vagthund i forhold til sikkerheden i elektriske produkter.

Skærmdump Elsäkerhetsverket om opladere som dødsfælder

Advarslen drejer sig om visse stik til opladning af for eksempel mobiltelefoner. De kan gå i stykker, når man tager dem ud af kontakten, hvorefter kun stiften sidder tilbage.

Elsäkerhetsverket har modtaget flere anmeldelser af sådanne hændelser. Mange børn bruger opladerne, og især denne gruppe er på grund af deres manglede erfaringer med elektricitet udsat for fare.

Pris og kvalitet

Problemet skyldes ifølge omtalen på Elsäkerhetsverkets hjemmeside især billige produkter købt uden for EU – eksempelvis ved handel på nettet. Generelt opfordrer inspektør Thomas Nilson forbrugerne til at vælge originalprodukter og til at vælge kvalitet frem for at tænke i pris.

De prisbillige produkter kan også nemt købes herhjemme. Og langt fra alle er lige sikre. Senest har Nohro ApS i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor to vægopladere i tekstillook tilbagekaldes.

Laderne er solgt som spotvare i Netto. De tilbagekaldes på grund af fare for overophedning og elektrisk stød.

Risiko for stød eller brand

I det hele tager er opladerne særdeles rigt repræsenteret på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside. Her findes en liste over farlige produkter, og også vægopladerene fra Nohro kan ses her. Men der er mange andre, og en typisk beskrivelse lyder:

”Der er blevet målt for små afstande mellem de elektriske dele inde i USB opladeren, og der er ikke tilstrækkelig adskillelse mellem den del, der forsynes med 230V og 5V siden. Opladeren er lavet i plastik, der ikke er selvslukkende. Produktet kan udgøre en risiko for stød eller brand, hvis der kommer støv og fugt ind i opladeren. Du bør stoppe med at bruge opladeren.”

Skærmdumpene herunder viser dels den dagsaktuelle tilbagekaldelse fra Nohro samt nogle få af de mange eksempler på farlige opladere, der findes på Sikkerhedsstyrelsens liste.

Nohro - skærmdump af tilbagekaldelse

Skærmdump: Opladere på liste fra Sikkerhedsstyrelsen

Skærmdump fra Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside: Opladere på liste