Igen-igen: Færre arbejdsløse elektrikere

Trods i forvejen lave tal fortsætter elektrikernes arbejdsløshedsprocent med at falde

Lidenhed kan også imponere. Det gælder for eksempel arbejdsløshedsprocenten for medlemmerne i El-fagets a-kasse, der i november igen er faldet, så den nu er på 1,15. I oktober var tallet 1,2.

a-statistik

Afdeling Midtjylland har siden maj haft under en enkelt procent arbejdsløse

Elektriker-arbejdsløsheden har været under to siden juli 2015, og nu skal kun ganske få flere medlemmer i job, før arbejdsløshedsprocenten generelt er under en enkelt.

Men sådan er situationen allerede i en række afdelinger. Bedst ser det ud i afdeling Bornholm, der for anden måned i træk kan fremvise en halv procent arbejdsløse.

Midtjylland er ganske tæt på med 0,57 procent. Tallet er faldet fra 0,77 i oktober, og afdelingen har siden maj haft under en enkelt procent arbejdsløse.

I alt seks afdelinger ligger under en procent. Ud over de nævnte er det Østjylland (0,79), Lillebælt (0,81), Vestsjælland (0,84) og København (0,92).

Den lave arbejdsløshed kommer generelt alle aldersgrupper til gode. Ingen er over to procent, og alle aldersgrupper mellem 35 og 54 år ligger under en enkelt procent. Lavest ligger de 40-44-årige med 0,59 procent.