Indbetal ekstra til din pensionsopsparing

Du har mulighed for at indbetale ekstra til pensionen – for eksempel på aldersopsparingen

Du kan stadig nå det, hvis du vil indbetale ekstra på din pensionsopsparing i PensionDanmark eller i Industriens Pension.

I år kan du sætte 29.600 kr. ind på aldersopsparingen, der giver dig flere fordele:

  • Du har flere penge mellem hænderne den dag, du går på pension
  • Det er gebyrfrit at indbetale ekstra i modsætning til, hvis du fx sparer op i din bank 
  • Du får samme afkast som på resten af din opsparing, og afkastet beskattes kun med 15,3 pct.
  • Du vælger selv, om du vil have pengene ud på én gang eller i mindre portioner
  • Du betaler ikke skat af pengene, når de bliver udbetalt. Til gengæld kan du ikke trække indbetalingerne fra i skat 
  • Du bliver ikke modregnet i folkepensionen, når du indbetaler på en aldersopsparing.

Du kan også indbetale ekstra på din ratepension eller livsvarige pension, hvor du kan trække beløbet fra i skat. Det er særligt en fordel, hvis du betaler topskat. Men du skal i så fald være opmærksom på eventuel modregning i pensionstillægget fra det offentlige, når pengene en gang skal udbetales.

Sådan gør du i PensionDanmark
Du indbetaler ekstra ved at logge ind med NemID på pension.dk senest den 29. december. Husk: Er du i tvivl om, hvad der bedst kan betale sig for dig, så ring til PensionDanmarks medlemsrådgivning på 7012 1330 alle hverdage kl. 8-21.

Sådan gør du i Industriens Pension
Du kan indbetale ekstra ved at logge ind på Min side på industriensepension.dk inden årets udgang. Eller du kan ringe til Medlemsservice på 70 33 70 70 alle hverdage. Her er også åbent mellem jul og nytår.