Industrien inviterer til arbejdsmiljø-roadshow

Deltagere vil få redskaber, en stribe gode råd og en arbejdsmiljøstatus med hjem

bfa-i invitation

Så er industrien klar til at rykke ud med en ny række ’roadshows’ om arbejdsmiljø. I alt afvikles ti møder i januar og februar 2018, og deltagerne vil få både en status, gode råd, redskaber og materialer med sig hjem.

Bag møderne står Dansk Industri, CO-industri – der blandt andre omfatter Dansk El-Forbund – og Lederne. Organisationerne er samlet i Metal- og Maskinindustriens Arbejdsmiljøudvalg.

Første møde holdes den 22. januar i Rønne, og resten gennemføres landet over i løbet af de efterfølgende tre uger.

Arbejdsmiljø Roadshow har været en tilbagevendende begivenhed gennem en længere årrække og er specielt henvendt til arbejdsgivere, ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter fra industriens brancher. Men også repræsentanter fra andre brancher er velkomne, hedder det i invitationen.

Møderne holdes i tidsrummet fra kl. 12.00 til 15.00. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.

Blandt temaerne på møderne er automation, transportable stiger og tunge løft. Det mere detaljerede program, tilmelding og blandt andet powerpoints fra tidligere roadshows kan findes på BFA Industris hjemmeside.