Julen erobrer Arbejdermuseet

Den nyrestaurerede festsal danner ramme om den traditionsrige juletræsfest

Arbejdermuseets juleøl

Nu kan det næsten ikke skjules længere: Julen er på vej, og der skal jules igennem. Måske skal der vises et corona-pas her og der, men jules skal der.

Således også på Arbejdermuseet hvor der fra den 20. november vil blive julet hver dag i tidsrummet 10-17 og hver torsdag 10-20. Løjerne fortsætter frem til den 30. december.

Medlemmer af Dansk El-Forbund har gratis adgang til museet, men de populære juletræsfester i den smukke festsal kræver billet. I år er der seks af disse fester fordelt på tre søndage, og for DEF-medlemmer er prisen 50 kroner pr. person – og i prisen er der såmænd inkluderet en kop kaffe til de voksne og en godtepose til børnene.

Festsalen er for nylig genåbnet efter en omfattende restaurering. Ifølge museet har der været holdt juletræsfester i salen siden 1882. Hvor børnene engang skulle gå rundt om juletræet til Socialisternes March, er det i dag de mere folkelige og velkendte sange, der er fundet frem.

Men ud over festerne er der mange andre muligheder for at arbejderjule: Skattejagt, jul i 50’erne og juleværksted og juleomvisninger. Man kan læse mere om juletræsfesterne og de øvrige aktiviteter her. Programmet for hele julen kan ses her.