Klar til manifestationer for bevarelse af velfærden

Danmark for velfærd bruger den 7. november til at markere ønsket om investeringer i velfærden

dk kort

I morgen går det løs over hele landet, når ’Danmark for velfærd’ bruger dagen på at sætte kravene om nej til besparelser og skattelettelser og ja til investeringer i velfærden på dagsordenen. Hjemmesiden danmarkforvelfard.dk viser et kort over landet, hvor man kan se de mange aktiviteter, der afvikles som støtte for kravene.

Bag Danmark for velfærd står en lang række faglige organisationer – herunder Dansk El-Forbund. Bevægelsen lagde ud med en underskriftindsamling, og på et stormøde i Odense i begyndelsen af oktober besluttede tusinder af tillidsfolk at forsætte aktiviteterne.

Den 7. november skal bruges til lokale manifestationer landet over. Og der ser ud til at blive mange af dem.

Mange af de lokale aktiviteter knyttes direkte til vælgermøder forud for regions- og kommunevalget. Danmark for velfærds ’manifest’ lyder således:

”Vi er Danmark for Velfærd. Vi er for investeringer i det fælles Danmark. Imod nye milliardstore skattelettelser, mens der spares på velfærden. Vi ønsker bedre forhold for børn, unge, syge og ældre. Tryghed gennem et stærkt politi og et finmasket socialt sikkerhedsnet. Vi ønsker bedre miljøbeskyttelse og et Danmark, hvor borgere og virksomheder kan udvikle sig. Du kan finde os på både offentlige og private arbejdspladser. Vi vil værne om vores fælles velfærd – og vi har brug for din opbakning.”

I øjeblikket har cirka 68.000 givet denne opbakning i form af en underskrift på hjemmesiden.