Kontrol afslører dårlig elsikkerhed

Pizzaen og burgeren fremstilles ofte med risiko for stød

sik.dk screendump

Der er langt fra styr på elsikkerheden i pizzeriaer og grillbarer. Det fortæller Sikkerhedsstyrelsen på sin hjemmeside på baggrund af en række kontrolbesøg i 2021.

Køkkenmaskiner og andre elprodukter mangler hyppigt jordforbindelse, meget elmateriel er slidt eller defekt og eltavler har revner. Ofte var eltavlerne heller ikke mærket korrekt. Listen over problemer er omfattende, og kun på 13 af 197 besøgte steder var alt i orden.

77 steder har fået påbud om at få rettet op på konkrete forhold. De resterende 107 steder blev vejledt.

sik.dk siger kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen blandt andet:

– Slidt materiel og revnede eltavler betyder i mange tilfælde, at det er muligt at få fingrene ind i strømførende dele, så der er risiko for at få stød. Derfor er der krav om, at elmateriel, installationer og eltavler skal holdes i orden. Og det er også vigtigt, at eltavlen har den rigtige mærkning, både hvis man selv får brug for at afbryde en sikringsgruppe og hvis en elinstallatør skal arbejde på installationen.