Lærlingeklubber

Hvad er en lærlingeklub?

En lærlingeklub er en samling af lærlingene i dit firma. Formålet med lærlingeklubber er at styrke sammenholdet og løse eventuelle problemer i fællesskab for på den måde at sikre gode løn- og arbejdsforhold, et godt arbejdsmiljø og en god uddannelse for el-lærlinge. Men i klubberne kan man også afholde sociale aktiviteter og have det sjovt sammen.

Hvad er vigtigt, når man vil starte en lærlingeklub?

Der er en klub i firmaet
Hvis der i forvejen er en klub i firmaet, er lærlingene fuldgyldige medemmer. I enkelte klubber betaler lærlingen det samme som svendene, og i andre betales et særligt kontingent, der er mindre end svendenes og som afspejler, at lærlingenes løn er mindre end svendenes. Kontingentet for lærlinge skal fastsættes i samarbejde med lærlingene. Hvis der er en klub i firmaet, beskriver vedtægterne som minimum, at den skal have et lærlinge- og ungdomsudvalg. Det kaldes tit for lærlingeklubben. Tal med dine lærlinge kollegaer om, at I gerne vil starte en lærlingeklub (udvalg). Tag kontakt til tillidsrepræsentanten, som er formand for klubben, og foreslå nedsættelse af en lærlingeklub. Der skal laves en aftale om at samle alle lærlingene i firmaet til et møde. Få hjælp fra din tillidsrepræsentant eller din lokale afdeling med at finde sted til mødet og sende invitationer ud.

Der er ikke en klub i firmaet
Hvis der i dit firma ikke findes en klub for medlemmerne af Dansk El-Forbund, er opgaven lidt større - men den er ikke så svær. Tal med dine lærlingekollegaer om, at I gerne vil starte en lærlingeklub. Tag herefter kontakt til din lokalafdeling, der hjælper med at nedsætte lærlingeklubben. Der laves en aftale om at samle alle lærlingene i firmaet til et møde. Få hjælp fra din lokale afdeling med at finde sted til mødet og sende invitationer ud. Afdelingen har udkast til vedtægter for lærlingeklubber og dagsorden til det møde, hvor i danner klubben. Vedtægter er de regler, som klubben har omkring generalforsamling, møder, valg til bestyrelse, økonomi, kontingent osv.

Standard klubvedtægter
Nedenfor finder I to udgaver af standardvedtægterne for en lærlingeklub. Den findes både i en pdf- og Word-udgave. Disse udgaver er lavet, så de kan tilrettes, så det stemmer overens med jeres klub navn m.m.