Masser af muligheder i vinterferien

Museerne holder åbent, og forsikringen advarer om farerne på pisterne

Mange danskere – store som små – holder vinterferie, og nu er det lige før, den starter. De fleste holder den i uge 7 eller 8, og det indretter for eksempel en del museer sig på.

stauning

Det gælder således også Energimuseet og Arbejdermuseet, hvor medlemmer af Dansk El-Forbund har gratis adgang med familien. Derimod kan det blive en dyr fornøjelse at holde ferien på pisterne, hvis ikke forsikringspapirerne er i orden, fortæller forsikringsselskabet Alka.

Energimuseet har holdt sæsonlukket, men åbner dørene den 10. februar. Herefter er der åbent alle dage frem til og med den 25., og der loves ’masser af aktiviteter alle dagene’. For eksempel er der lynshow, man kan lave sin egen vindmølle, opleve et spændende science show og tage på besøg i de spændende udstillinger.

Arbejdermuseet er der ligesom på Energimuseet vinterferieåbent alle dage mellem klokken 10 og 16 – her i perioden fra den 10. til den 18. februar. Museet sætter særligt fokus på Thorvald Stauning, og man kan følge hans fodspor gennem forskellige aktiviteter på hele museet.

Andre har måske mere lyst til at suse ned ad skipisterne i det store udland. Ifølge forsikringsselskabet Alka gælder det omkring 200.000 danskere. Men det kan blive en dyr fornøjelse, hvis ikke forsikringen er på plads: Et brækket ben kan komme til at koste en kvart mio. kroner, advarer selskabet.

En skiferie indebærer en fem gange højere risiko for at komme hjem med en skade end ved en almindelig ferie, fremgår det af en pressemeddelelse. Mange tror – fejlagtigt – at de er fuldt dækket af det blå sygesikringskort. Men det dækker ikke behandling på private hospitaler og klinikker og heller ikke, hvis man pådrager sig for eksempel et brækket ben eller anden alvorlig skade, som kræver en speciel hjemtransport med ambulancefly.

Som tommelfingerregel bør man have en rejse-, ulykkes- og indboforsikring for at være fuldt dækket på skiferien, lyder rådet fra Alka. Den sidstnævnte dækker ikke kun ansvarsskader, men også tyveri på skiferien.

Energimuseet NET