Masser af AT-reaktioner til el-området

Antallet af alvorlige arbejdsmiljøpåtaler til brancheområdet elinstallation er i 2021 steget markant

at-reaktioner dec 21

Året er ikke slut endnu, men 2021 overgår allerede nu lagt de forudgående år, når det gælder omfanget af påtaler fra Arbejdstilsynet (AT) til bygge- og anlægsområdet elinstallation. I alt har AT i år hidtil fundet anledning tik 309 reaktioner over for området.

Det er mange flere end i både 2020 og 2019. 2020 var lidt atypisk, idet AT i en periode lå ’corona-underdrejet’, men også forskellen til 2019 er markant. I 2019 og 2020 afgav AT henholdsvis 246 og 215 reaktioner til ’elinstallation’.

Af de 309 reaktioner i 2021 var 12 i form af forbud, mens 230 var strakspåbud. Antallet af strakspåbud – som er den næsthårdeste reaktion, AT kan give – hidtil i 2021 er altså højere end det samlede antal reaktioner af alle typer afgivet i 2020.

Langt størstedelen af reaktionerne er givet i forbindelse med risiko for ulykker. Måske er reaktionerne et udtryk for, at det har gået stærkt på byggepladserne – også for stærkt.