Mentorer på arbejdspladsen

    Styrk det gode mentorskab – det gavner hele arbejdspladsen

    Går du med tanker om, hvordan du kan blive en endnu bedre mentor for din lærling? Og tænker du over, hvad det kan bidrage med til dit arbejdsliv? Så kan det være en god idé at tale med din leder eller tillidsrepræsentant om en mentorordning.

    En mentorordning er et godt redskab til at få lærlinge til at føle sig velkomne på arbejdspladsen, hvilket fører til et større samarbejde og et bedre arbejdsmiljø. 
    Med en god mentorordning introduceres lærlingen hurtigere til organisationen, til arbejdet, til kulturen og alle de skrevne og uskrevne regler. Du og dine andre kolleger opnår den fordel, at jeres nye lærling hurtigere bliver integreret som en aktiv medarbejder, der kan løfte sine opgaver på faglig kompetent vis. I vil også selv kunne bidrage aktivt til et bedre arbejdsmiljø ved at tage et kursus, der kan styrke jeres kompetencer inden for mentorområdet.

    Kort sagt kan en god introduktions- og mentorordning være en god investering i fremtiden. Det gælder både for arbejdspladsen, for arbejdet, for kolleger og ikke mindst for den nye lærling.

     

    Her er, hvad du kan gøre:

    • Tal med din TR eller leder om, hvordan I kan blive bedre til at tage imod nye lærlinge.
    • Via din overenskomstsikrede ret til 2 ugers selvvalgt kursus om året, kan du tage AMU-kurset ”Den gode læresvend i elbranchen” (3 dage). På kurset kan du lære at anvende forskellige kommunikationsmetoder i din daglige praksis som læresvend for elektrikerlærlinge, blandt andet aktiv lytning. Du får en række forskellige psykologiske redskaber, som du kan bruge til at få øje på potentielle faldgruber, og du lærer, hvordan du bedst hjælper din lærling ved at tilpasse opgaverne til lærlingens niveau.