Mere strøm fra nettet til Roskilde Festival
Slut med dieselgeneratorer: 25 elektrikere har bygget ny hovedinfrastruktur med forsyning fra yderligere 5 transformatorer
Gæster i luksusteltene skal kunne lade deres mobiltelefoner op, og Rune Larsen monterer forbindelsen
Så spiller guitarerne igen på Roskilde Festival fra onsdag den 29. juni. Den største musikbegivenhed i Nordeuropa er i år mere grøn. Tidligere er meget af strømmen kommet fra dieselgeneratorer, men de er nu udfaset og står kun standby.
Fremover kommer al elektricitet fra nettet. Der er opsat yderligere 5 transformatorer på pladsen af typen 10/0,4 kV. Dermed er der nu i alt 22.
I perioder op mod 25 elektrikere har siden begyndelsen af juni nedgravet og monteret en ny hovedinfrastruktur. Det har været mere omfattende i tidligere, når nu der skal bruges fast strøm. Hvis der tidligere manglede 100 ampere et sted, så hentede elektrikerne bare en større generator. Den går ikke længere.
Kæmpemæssig installation
Roskilde Festival har 100.000 gæster og 30.000 frivillige. Det er dermed en by større end Aalborg. Hovedforsyningen er på 3 gange 25.000 ampere.
Mange tror, at det er forstærkerne og lyset på scenerne, der sluger mest strøm, men de største forbrugere er alle madboderne. Der går også en del el til for eksempel at pumpe øl rundt til festivalens mange barer.
På pladsen er der 100 midlertidige kabelskabe oveni 250 faste. De forsyner cirka 3.500 byggestrømstavler.
Elektrikere fra stort område
El-installatør Peter Dilling fra Dilling El i Roskilde er festivalens elansvarlige. Han har tidligere i en række år været fastansat hos Roskilde Festival og også styret festivalens udleje af el-materiel til andre arrangementer. Festivalen har over årene indkøbt til et stort lager.
En række af Peter Dillings svende og lærlinge arbejder på festivalen. Men der kommer også mange fra firmaet Gagatek i Roskilde og fra en række andre installationsfirmaer rundt på Sjælland. Festivalen er en gigantisk opgave.
Døgnvagt
Under festivalen arbejder elektrikerne i treholds-skift. De møder fire ad gangen i otte timer og kører udrykning til ting, som ikke fungerer.
Elektrikerne kan se frem til endnu flere opgaver de næste år. I 2023 er det tanken, at brugen af gas til madlavning i boderne skal udfases og erstattes af strømforsyning.
De varme bade på pladsen får i øjeblikket i vidt omfang energi fra oliefyr. I år gøres der forsøg med to luft-vand varmepumper. Det er også meningen, at det varme vand i fremtiden skal gøres fossilfri. Roskilde Festival fortsætter bestræbelserne på at være bæredygtig, og elektrikerne er nøglepersoner i den indsats.
Læs en stor reportage fra elektrikernes arbejde på Roskilde Festival i fagbladet Elektrikeren i udgaven, der udkommer i starten af oktober i år.
26-årige Emil Gaarslev har lige fra sin læretid opstillet festival i Roskilde: – Hyggeligt sammenhold med gutterne
Dennis Riebeling og Tino Olsson skifter et defekt kabelskab, så der kan komme strøm til de frivilliges campingplads ved siden af buskadset