Ny ferielov aftalt

Antallet af feriedage ændres ikke, men der kommer nye principper for optjening og afholdelse. Nyansatte kan holde betalt ferie det første år af deres ansættelse

Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, S, DF, AL, R og SF har indgået en aftale om en ny ferielov. Den indebærer blandt andet, at nyansatte kan holde betalt ferie det første år af deres ansættelse.

ferieloven 2017

Med den nye lov vil lønmodtagere have samme ret til antal feriedage som i dag, men principperne for blandt andet optjening skifter. De nye ferieregler træder dog først i kraft 1. september 2020, og ifølge en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet bliver der indført en ”overgangsordning”, som skal sikre, at overgangen mellem den nuværende og nye ferieordning sker så smidigt som muligt.

Aftalen er indgået med afsæt i det forslag til en ny ferielov, som arbejdsmarkedets parter i Ferielovsudvalget i august overleverede til regeringen. Regeringen har lavet en speciel hjemmeside, hvor detaljerne i den nye ferielov gennemgås på en måde, så det hele er lidt nemmere at overskue.