Ny rapport har fokus på elektrikermangel
Dansk El-Forbund har bidraget til ny rapport, der sætter fokus på forskellige løsninger, der kan tages i brug for at imødegå fremtidens mangel på arbejdskraft på blandt andet elektrikerområdet
Hvordan løser vi fremtidens mangel på arbejdskraft?
Sådan spørger Tænketanken DEA, som i forbindelse med sin årsdag d. 3. maj udkommer med en ny rapport, der sætter fokus på forskellige løsninger og barrierer, når det gælder om at komme manglen på arbejdskraft i fremtiden til livs?
Dansk El-Forbund har bidraget til rapportens tilblivelse med bemærkninger og bidrag fra rapporten ’Elbranchen i den grønne førertrøje’, som er udarbejdet af konsulenthuset Valcon i et samarbejde mellem Tekniq Arbejdsgiverne og Dansk El-Forbund.
Elektrikermangel i grøn omstilling
DEA’s rapport ’Til kamp for kompetencerne’ diskuterer forskellige perspektiver i løsningen på arbejdskraftmangel. Den fremhæver seks faggrupper, som der er mangel på i dag – og som der er indikationer på, at vi også kommer til at mangle i fremtiden.
En af de seks faggrupper er elektrikerne, der fremhæves som afgørende for, at Danmark gennem grønne tekniske løsninger og elektrificering kan indfri sine klimaambitioner. De øvrige faggrupper er pædagogen, sygeplejersken, social- og sundhedshjælperen, it-specialisten og life science-kandidaten.
Rapporten fremhæver, at 41 procent af forsøgende på at rekruttere en elektriker i 2022 var forgæves. Det svarer til godt 12.000 forgæves rekrutteringsforsøg, og elektrikere er dermed blandt de faggrupper, som virksomhederne oftest ikke kan rekruttere. Rapporten fastslår også, at selvom antallet af indgåede uddannelsesaftaler på elektrikeruddannelsen er steget med ca. 25 procent mellem 2018 og 2022, og at elektrikeruddannelsens popularitet, der er skabt på baggrund af analyser, udvikling af ny uddannelse i 2015 og løbende markedsføring, er i fremdrift, så er det ikke nok til at dække behovet for elektrikere - hverken i dag eller de kommende år.
Uddannelse og opkvalificering
For at finde løsninger på mangel på blandt andre elektrikere kan man ifølge rapporten fokusere på blandt andet import af udenlandsk arbejdskraft, som særligt arbejdsgiverne ser et potentiale i, en ændret arbejdsdeling kombineret med efteruddannelse samt teknologiske løsninger.
Når det gælder efteruddannelse og opkvalificering af ufaglærte og andre faglærte til afgrænsede områder af elektrikernes arbejdsområder fremhæver rapporten opkvalificeringsforløbet i AMU-systemet til kabelmontør. Det er et forløb, der kvalificerer til at arbejde med kabeltræk og føringsveje. Dermed kan arbejdsmænd aflaste elektrikere med disse opgaver, så elektrikerne kan anvende deres tid på andre og mere komplekse arbejdsopgaver. En efteruddannelsesforløb som kabelmontør kan derud over føre til, at flere ufaglærte på forløbet senere vil give sig i kast med en fuld elektrikeruddannelse.
Teknologiske løsninger
En tredje løsning kan ifølge rapporten være en udnyttelse af det potentiale, der ligger gemt i teknologiske løsninger i form af for eksempel automatisering, digitalisering og robotteknologi, der allerede i dag er med til at dæmpe behovet for arbejdskraft indenfor en række brancher og jobfunktioner. Disse løsninger rejser dog ifølge rapporten en række spørgsmål og barrierer, ligesom der vil opstå nye behov i kølvandet på de teknologiske landvindinger, som også vil kræve arbejdskraft.
Hele DEA-rapporten ’Til kamp for kompetencerne’ kan læses HER.