Nyt legat hylder unge klimahelte
Energi- og fibernetkoncernen Andel har lanceret et legat for unge på udvalgte erhvervsskoler, der tager en uddannelse som for eksempel elektriker
Når den 24-årige elektriker Nick P. Jørgensen ikke arbejder som rejsemontør for vindmøllegiganten Vestas, rådgiver han klimaministeren som medlem af Ungeklimarådet. Læs mere om Nick P. Jørgensen i fagbladet Elektrikeren nr. 7 2022.
Et nyt legat med navnet ’2030-legatet’, som uddeles af energi- og fibernetkoncernen Andel, skal motivere og fejre unge, der tager en erhvervsuddannelse som for eksempel elektriker og dermed bidrager til den grønne omstilling. Det oplyser Andel i en pressemeddelelse.
Initiativet kommer på baggrund af et faldende antal ansøgere til erhvervsuddannelserne og udsigten til mangel på faglærte i arbejdet med den grønne omstilling.
Legatet udgør 2.030 kr. om måneden, og man kan modtage det i op til 12 måneder. Andel uddeler legatet til studerende, der er optaget fra den 1. januar 2023 og frem til januar 2025 på en uddannelse som enten elektriker, smed, VVS, industritekniker, procesoperatør eller inden for automatik og proces på én af Region Sjællands fem erhvervsskoler. Man skal være flyttet hjemmefra og have folkeregisteradresse i regionen for at være berettiget til legatet.
Nyudlært elektriker og medlem af regeringens Ungeklimarådet har store forventninger til 2030-legatet.
- Vi i Ungeklimarådet ser positivt på 2030-legatet, helt bestemt. Vi tror på, at det kan få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, som kommer til at have en afgørende rolle i den grønne omstilling, for vi har bestemt brug for flere klimahelte ude på arbejdsmarkedet, siger Nick P. Jørgensen i pressemeddelelsen.
Man kan læse mere om 2030-legatet og ansøge på andel.dk/legat/.
I den seneste udgave af fagbladet Elektrikeren kan man læse mere om Nick P. Jørgensen og hans arbejde som elektriker og i Ungeklimarådet.