Nyt værktøj skal mindske støjgener fra varmepumper

Nyt digitalt værktøj hjælper installatørerne med at placere en varmepumpe på grunden, så eventuel støj generer naboen mindst muligt
Foto: Colourbox

Tekniq Arbejdsgiverne og Energistyrelsen har sammen udviklet et nyt digitalt værktøj, der gør det lettere for installatøren at finde den rigtige varmepumpe til kunden – og få den placeret, så den generer naboen mindst muligt.
Tekniq Arbejdsgiverne har henvendt sig til os, da de gerne vil øge kendskabet til værktøjet, så det ikke kun er mester selv, men også medarbejderne i virksomheden, der kan få mulighed for at tage det til sig. Og det vil vi gerne bakke op om.

Flere værktøjer i ét

Den ny støjberegner lanceres i Tekniqs El- og VVS app. Den nye funktion i appen kombinerer data fra Energistyrelsen om varmepumper med kort fra Google Maps, så man kan se, hvordan støjen breder sig fra pumpen.
I løsningen kombineres flere vigtige værktøjer, som det offentlige stiller til rådighed. Udover støjberegneren trækkes der data fra Energistyrelsens varmepumpeliste. Værktøjet indeholder også et simpelt dimensioneringsværktøj baseret på statistik om bygningers varmebehov.

Styrker rådgivningen

Et vigtigt formål med værktøjet er at styrke rådgivningen af kunder og forenkle beslutningsprocessen omkring en varmepumpe som erstatning for fx det gamle naturgasfyr. Installatøren får på enkel vis mulighed for at visualisere over for kunden, hvilken betydning forskellige valg om for eksempel placering og valg af model har for støjudbredelsen.

Hvem kan bruge appen?

Tekniq Arbejdsgiverne har meldt ud, at alle, hvis arbejdsplads er medlem af Tekniq Arbejdsgiverne, kan bruge appen. Hent appen på Google Play eller App Store ved at søge på ”Tekniq El”, og kontakt jeres mester, som kan være behjælpelig med login.

Se video: Sådan bruger du støjberegneren