OK23 er skudt i gang

Overenskomstforhandlingerne på det private område er nu gået i gang. Forhandlerne regner med de ’sværeste forhandlinger nogensinde’

Overenskomstforhandlingerne på det private område – OK23 – blev onsdag d. 4. januar 2023 skudt i gang med en pressebriefing i Industriens Hus ved Rådhuspladsen i København.

Her gjorde topforhandlerne fra Dansk Industri (DI) - adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og viceadm. direktør Kim Graugaard - og fra CO-industri - formand i Dansk Metal Claus Jensen og formand for industrigruppen i 3F Mads Andersen - det klart, at parterne ser ind i de ’sværeste forhandlinger nogensinde’.

- Og det er sagt helt uden et glimt i øjet, understregede en alvorlig Claus Jensen, der er formand for CO-industri, som udgøres af Dansk El-Forbund og otte øvrige fagforbund.

Pressen var talstærkt til stede i Industriens Hus, da OK23 blev skudt i gang med en briefing fra forhandlerne. Fra venstre ses viceadm. direktør Kim Graugaard (DI), adm. direktør Lars Sandahl Sørensen (DI), formand for CO-industri og formand i Dansk Metal Claus Jensen og næstformand i CO-industri og formand for byggegruppen i 3F Mads Andersen. 

Det er de konkurrenceudsatte erhverv i industrien, der forhandler først på det private område. Industriens overenskomster, der omfatter cirka 6.000 virksomheder og 230.000 medarbejdere, kaldes derfor for ’gennembrudsforliget’. De sætter nemlig den økonomiske ramme for de efterfølgende overenskomster, der skal forhandles.  

Uden for DI’s glashus ved Rådhuspladsen var i den silende regn samlet en række tillidsvalgte og fagligt aktive fra forskellige fagforbund. Særligt elektrikerne fra Dansk El-Forbund var stærkt repræsenteret med røde faner og krav om et godt OK-resultat. 

En af de elektrikere, der følger spændt med i forhandlingerne, er Jan Kirud, der er tillidsrepræsentant på Fjernvarme Fyn.

-  Vi har holdt igen i en del år, men nu håber vi, at vi får mere i løn, siger han til DR i en artikel, som du kan læse HER.

I Dansk El-Forbund regner også næstformand Christian Elgaard med nogle svære OK-forhandlinger - men han håber på et positivt resultat i sidste ende:

- Jeg tror, de fleste er enige om, at vi ikke har brug for en konflikt i Danmark i den nuværende situation. Derfor håber jeg meget, at arbejdsgiverne vil være imødekommende over for vores ønsker om kompensation for inflationen, der har udhulet lønningerne, forklarer han til fagbladet Elektrikeren.

Dansk El-Forbund skal i den kommende periode forhandle om en række overenskomster, hvor Elektrikeroverenskomsten er den dominerende. Forbundets forhandlingsudvalg består af en repræsentant fra hver afdeling (ikke nødvendigvis afdelingsformanden), ungdommen og forbundsledelsen.  

Du kan se meget mere om forhandlingerne, kravene og processen på den særlige OK-temaside OKdef.dk, hvor du også kan quizze og teste din viden om overenskomster.

Du kan også blive klogere på OK-forhandlinger og den danske arbejdsmarkedsmodel på CO-industris temaside OKfakta.dk.