OK23: Hvad kan du få at vide om forhandlingerne, mens de foregår?

Forhandlingerne foregår bag lukkede døre, og det får betydning for, hvad du kan få at vide undervejs.

forhandlingsudvalg

De centrale forhandlere fra Dansk El-Forbund (tv) og TEKNIQ Arbejdsgiverne. Foto: Ulrik Jantzen

 

Vi er i gang med overenskomstforhandlingerne med TEKNIQ Arbejdsgiverne og de øvrige overenskomstforhandlinger, som Dansk El-Forbund er en del af på det private område.

Forhandlingerne foregår bag lukkede døre. Det står i modsætning til forhandlinger på det offentlige område, hvor offentligheden kan følge med undervejs. På det offentlige område kan der være en interesse i, at befolkningen ved, hvad der forhandles om, da evt. stigninger i løn eller andre goder til dels finansieres over skatten.

De lukkede forhandlinger betyder, at du under OK23 ikke vil kunne læse i pressen, hvad der sker ved forhandlingsbordet, og du vil heller ikke kunne få nærmere informationer fra os. 
Der kan være temaer, som topforhandlerne vil fortælle journalisterne om, men der vil ikke være konkrete bud på, hvordan temaerne bliver forhandlet eller løsninger på udfordringerne i de forskellige overenskomster.

Som tillidsvalgt kan det måske opleves som frustrerende ikke at kunne svare præcist på kollegernes spørgsmål, når de spørger dig, hvad der forhandles om. For at være så godt opdateret som overhovedet muligt kan du via okdef.dk finde svar på nogle af de mere generelle spørgsmål om OK23. De spørgsmål du ikke kan finde svare på, kan du henvende dig til din lokalafdeling med.