PensionDanmark: 16,6 mia. i afkast i 2017

Også sidste år var et godt år for elektrikernes pensioner

2017 afkast PD

Elektrikerne – og de andre medlemmer i PensionDanmark – kan efterhånden lege Joakim von And og bade i en svulmende pengetank: Selskabet opnåede i 2017 et samlet investeringsafkast på 16,6 mia. kroner, fremgår det af en pressemeddelelse.

Dermed blev der også sikret gode afkast til medlemmernes alderspuljer: Her er afkastene på henholdsvis 9,9 procent for medlemmer under 41 år, 9,5 procent for 50-årige, 7,5 procent for en 60-årig og 6,9 procent for et 65-årigt medlem.

Selskabet fortæller, at alderspuljerne siden finanskrisen har høje og forholdsvis stabile afkast. Hvis der alene ses på årene 2009-2017 har alderspuljerne opnået gennemsnitlige årlige afkast i intervallet 8,3 til 10,1 procent.

PensionDanmark er ikke alene om at forvalte medlemmernes penge fornuftigt. For nylig fortalte Industriens Pension, der er elektrikernes andet store pensionsselskab, når det gælder arbejdsmarkedspensioner, om et samlet afkast for medlemmerne på 12,2 mia. kroner svarende til 8,2 procent i 2017.